Elisa blev profet efter Elias. i 2. kongebog kapitel 4 kan vi læse om, da Elisa stod overfor en af sine første store tests. En søn af et shunemitisk par var død, og i desperation råbte drengens mor til Elisa, "Jeg har bedt og fastet, men jeg har intet modtaget fra Herren. Jeg forstår ikke, hvorfor Gud gør dette. Det er mere end jeg kan bære. Jeg kan ikke mere. Jeg er helt kraftesløs."
Elisa reagerede ved at gøre noget helt usædvanligt. "Da sagde han til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne, tag min stav i hånden og gå! Møder du nogen undervejs, så hils ikke på dem, og hilser nogen på dig, så svar dem ikke. Du skal lægge min stav over drengens ansigt« (2. Kong. 4, 29).
Gehazi adlød Elisa. Men da han lagde staven over drengens ansigt skete der ikke noget. Der var stadigvæk intet tegn på liv, så Gehazi vendte tilbage til Elisa og sagde til ham, "Drengen vågnede ikke."
Jeg spørger dig, hvad ville du have gjort, hvis alt, du forsøgte ikke virkede? Hvor vender du dig hen, når alle dine anstrengelser ikke bærer frugt?
Der kommer en tid, hvor vores eneste resurse er Jesus! Han er den eneste løsning. I denne beretning var Elisa en slags Kristus. Han gik til den shunemitiske familie, lagde sig ovenpå den døde dreng og pustede sin ånde ind i ham.
Og så? Skriften fortæller, at drengen nyste syv gange og åbnede sine øjne. Han var i live!
Hvad frembragte dette mirakel? Jesus selv blæste sin livsånde ind. Når vi ikke har noget håb, ingen resurser, ingen evner, så blæser Jesus sin overnaturlige ånde ind i vores omstændigheder.
Lad dette være vores bøn: "Herre, jeg har intet – du har alt. Intet i denne verden kan sammenlignes med dig og din kraft; og jeg behøver dig nu. Jeg kan ikke blæse liv ind i min situation, men du kan, Herre.”