Manden som gik glip af Kristus

Jeg ønsker, at vise dig historiens mest tragiske menneske. Det er ikke Judas; det er ikke Herodes, det er ikke engang en gudsfornægter. Han var Davids søn, konge i Jerusalem og den sørgeligste og mest patetiske mand på jorden.

Læs venligst videre når jeg fortæller dig, om en gammeltestamentlig konge, som levede mange år før Betlehem og Golgata, og som gik glip af Kristus. Hvordan kunne han det, når han levede århundrede før Kristus blev født?

Kristus er åbenbaret gennem hele det Gamle Testamente. Faktisk er det hovedårsagen til at vi har det Gamle Testamente - det peger hen mod Kristus. Det var på vejen til Emmaus, at Kristus åbenbarede sandheden om sig selv i det Gamle Testamente, for to af sine disciple: "Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne." (Luk. 24, 27).

Vi hører af Jesu egen mund, at man kunne læse om ham lige fra Mosebøgerne til de profetiske bøger. Israels børn "spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus." (1. Kor. 10, 3-4).

Salomon drak også Kristi åndelige drik og spiste hans åndelige føde. For en tid bragte denne konge sin Elskede ind i sit kammer og glædede sig i hans kærlighed. Salomon havde været til Herrens festmåltid, han kendte hans kærlighed. Han havde stor visdom, og hans ånd havde rørt Sharons Rose og havde set Dalens Liljer. Han havde siddet i hans skygge med stor glæde. Han mærkede Kristi hånd under sit hoved, og hans højre arm omfavnede ham. Hans største fryd havde været selveste lyden af den Elskedes stemme.

Men der kom en tid, hvor den Elskedes stemme sagde, "Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke!" (Højs. 2, 10). Der er ikke noget at tage fejl af i dette budskab. Jeg ser det så klart! Salomon hørte Guds kald i Kristus. Et kald til tilfredsstillelse af hans sjæl med intet andet end åndelige drik og åndelig føde. Det var et kald til at gå videre end til begejstring over visdom, til at gribe fat i ham, som elskede hans sjæl og blive forvandlet i sit indre menneske.

Det var et kald til at få fjernet alle de små ræve i vingården, som ødelagde vinplanterne. Det var et kald til at række ud efter dybden, til åndelige grønne vange med guddommelig åbenbaring. Han blev kaldet at være blandt liljerne (Højs. 2, 16). Salomon fik at vide, "Når dagen bliver sval og skyggerne lange, vend da om, min elskede, som en gazelle, som en hjortekalv på duftende bjerge." (2, 17). Kom og tørst efter den Elskede, som hjorten tørster efter vand på Betels bjerg.

Hører Salomon Gud kalde ham til et liv i absolut overgivelse og udskillelse? Vil han rejse sig og forsage alt, som binder ham til verdslige ting, og tage tilflugt på bjerget sammen med Gud? Vil han svare på kaldelsen - på at komme med? To gange lød kaldet - "Rejs dig og kom med mig."

Vil Salomon vende sig fra dronningen af Saba og i stedet tage plads ved sin Elskedes fødder? Vil han forsage alle de gode ting, som Gud gav ham - æren, at være midtpunkt, alt pompen og pragten - og anse det som værende forfængelighed og fortrædelighed? Vil han svare på kaldet og søge ham, som hans sjæl elsker? Vil han kunne se, at selv de gode ting blegner ved siden af den Elskede?

Er Salomons hjerte virkelig henrykket over sin Elskede? Vil han blive oppe hele natten og længes efter ham? Vil han gå op på bjerget og svare på kaldet?

Der var et problem! Salomon var en mand fuld af begær! Denne Guds mand havde en strid kørende i sin sjæl. Han havde tusinder af små ræve til at løbe rundt i sin vingård og spise alt frugten - syvhundrede koner og trehundrede medhustruer: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder… om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem." (1. Kong. 11, 1-2).

Gud vil ikke lade sig spotte. Selvom denne Guds mand var det mest begavede menneske i verden, så forsøgte han at få det bedste af to verdener. Han ville have sin elskede Herre - og sine små ræve. Men synden går aldrig upåagtet hen. "Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været… Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren…" (1. Kong. 11, 4-6).

Det var det - i al sin hæslighed. Den Elskede sagde, "Kom med mig," og Salomon "var ikke fuldt og helt med ham."

Lad mig vise dig hvad der sker med manden, som går glip af sit kald fra Gud i Kristus Jesus! Disse levende skildringer burde ryste os i vores grundvold. Gud siger noget til os gennem denne tragedie. Bemærk den sikre nedtur hos en mand, som overgiver sig til kødet.

1. Gud satte hans modstandere op imod ham!

"Men Herren blev vred på Salomo, fordi han havde vendt sit hjerte fra Herren, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham…" (1. Kong. 11, 9). Han havde sat alt over styr. Gud var nu hans modstander. Kongeriget ville langsomt blive taget fra ham og givet til en anden. Det Gud sagde til ham var, "Jeg vil ikke tage det hele væk, men du vil kun være en skygge af det, du en gang var. Udadtil vil folk ikke kunne se forskel. Du vil kunne fortsætte med den ydre skal intakt. Men indadtil vil du langsomt gå i opløsning. Du vil vide, at jeg ikke længere arbejder med dig. Du er nu overladt til dig selv. Du har mistet salvelsen på grund af synd."

Gud fjernede sin beskyttende hånd fra Salomon - og fra den dag af var han ikke længere under Guds beskyttende hånd, og Gud vækkede hans fjender imod ham. "Herren lod en modstander af Salomo fremstå; det var edomitten Hadad af kongeslægten i Edom." (11, 14). Og igen i vers 23, "Gud lod en modstander af Salomo fremstå; det var Rezon, Eljadas søn, som var flygtet fra sin herre, Sobas konge Hadad'ezer."

Det er forfærdeligt, at forveksle Guds dom over- og tugtelse af synd med Satans værk - hvis Gud står bag det. Guds elskede stadig denne mand, og det var Gud selv, der rejste modstanderne mod Salomon. Satan har måske været redskabet, men Gud var kraften bag. Guds håb var, at Salomon ville komme til fornuft, så han kunne genopbygge ham og genoprette deres fællesskab og samfund med hinanden.

Kong Hadad vågnede en morgen op med hjertet fyldt af hævntogt mod Salomon. Måske var han oven i købet selv overrasket over sin pludselige trang til at gøre livet surt for Salomon. Jeg forestiller mig, hans tanker var nogenlunde sådan her: ”Hvem tror den mand egentlig han er? Hans mål er at være en mægtig Guds mand. Han lever i overflod, folk flokkes omkring ham for at høre hans visdom og bringe ham gaver. De behandler ham som en gud! Lad os komme efter ham og afsløre ham – og afsløre hans svaghed!”

I årevis havde Rezon ikke turdet opløfte sin stemme mod Salomon. Men pludselig en dag blev hans hjerte på underlig vis rørt. Han kaldte på sine rådgivere, og også de havde denne følelse mod Salomon. ”Han er ikke en Guds mand, ” sagde de, ”han er en politiker. Dronningen af Saba lytter til ham. Verdens ledere modtager ham og lytter til hans råd. Lad os gøre livet surt for ham. Han er nu vores vigtigste mål. Lad os få skovlen under ham!”

Det værste angreb kom fra Salomons egen husholdning, da Jerobam, en tjeners søn, ”løftede sin hånd mod kongen” (1. Kong. 11, 26). Salomon var kommet til at holde meget af ham, og havde gjort ham til en fortrolig samarbejdspartner. Han havde fået ledelsen af Josefs husholdning. Men den unge mand stak så at sige en kniv i ryggen på Salomon. Han gjorde oprør mod sin velgører. Nu havde Salomon fjender både indenfor og udenfor.

Forstå venligst, at det er muligt at lide for retfærdighed. Det er muligt, at blive forfulgt for Kristi skyld, at forkynde evangeliet så kraftfuldt, at hele helvedet forsøger at ødelægge det. Men meget af det vi ser i dag, er Guds værk – men Satan får skylden.

Hvis Guds mænd ikke vil ydmyge sig og forsage kødet og det verdslige, så behøver de modgang for at blive vækket. Hvis Guds mænd ikke vil lægge politik til side og i stedet prædike Kristus, hvis de ikke vil tillade Helligånden at ydmyge og rense dem – så har Gud enhver ret til at vække deres fjender.

Vi taler om en Guds mand her. Herren havde vist sig for ham to gange. Han var mægtigt salvet. Men Salomon skulle gøre dette op med Gud – ikke med Satan! Det er ikke nær så frygteligt, at falde i djævelens hænder, som det er at falde i hænderne på en vred Gud. Og Gud var vred på Salomon.

Vi er så blinde. Vi kan ikke engang se når Gud arbejder, sønderriver kongeriget for de ulydige og de stolte, bruger modstandere til at bringe Guds mænd til åndelig fornuft; sætter en stopper for lyst og kompromis i tjenesten; tugter dem, som har vendt det døve øre til Guds kaldelse i Kristus, bringer dem til anger og hellighed.

Du kender måske en retfærdig Guds tjener, som er under voldsom forfølgelse, og du har set Satan bag det. Denne mand søger ikke rampelyset. Han er lukket inde med Gud – og hans budskab viser det. Han er fuldstændig overgivet til Kristus og han lever et ydmygt, pletfrit liv. Du hører hans kald til omvendelse. Han præsenterer kravene i evangeliet i kærlighed, han skaber røre i fjendens lejr. Satan går efter ham fysisk, mentalt og med alle tilgængelige våben. Medierne korsfæster ham; prædikanter griner af ham og latterliggør ham. Men denne mand ved, at han er ren i Guds øjne – og Gud ved det. Han behøver vores forbøn og opbakning. Herren vil bringe ham op på højere grund.

Men der findes en anden slags Guds mand, som er under alvorlig beskydning og angreb. Pressen gør grin med ham. Hans ødsle livsstil bliver udstillet for verden. Det synes som om der er en konspiration, der vil gøre en ende på ham og hans tjeneste. En fjende trækker sig, en ny står frem. Han bliver anklaget, skældt ud og fejlciteret. Så han løber rundt for at finde sympati og kærlighed. Vennernes opbakning holder ham midlertidigt kørende. Men dybt i hans hjerte er der en mistanke om, at det er Gud, der står bag det hele. På et eller andet tidspunkt glippede det for denne mand. Han fik for travlt, blev for berømt, for selvcentreret til at svare på Guds kaldelse om at komme ind i dybere samfund med Kristus. Og alle, som kan skelne, kan fornemme det. De ved, at Gud forsøger, at bringe ham tilbage til sine åndelige rødder.

Hvis jeg bliver chikaneret af ugudelige fjender, må jeg hellere finde ud af, hvem der sendte dem: Gud eller Satan? Og hvis der er synd i mit liv, ved jeg hvor de kommer fra! Jeg behøver ikke sende mails ud, hvori jeg beder om penge til at bekæmpe djævelen. Jeg tør slet ikke fortælle folk, at djævelen er vred på mig, hvis det i virkeligheden er Gud, der har været vred på mig hele tiden.

2. Et skridt mere nedad – tabet af den Elskedes tilstedeværelse.

Lyt til dette ynkelige råb – ”Jeg åbnede for min elskede, men min elskede var forsvundet; han var væk, og jeg blev ude af mig selv, jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke.” (Højsangen 5, 6).

Man får helt ondt af manden, fordi han stadig hungrer efter den nærhed, som han engang kendte. Men han er ikke villig til at betale den pris det koster, at få den igen. På den ene side leger han stadig med sine små ræve, har stadig sit begær. Men på den anden side ønsker han fortsat, at nyde sin Elskedes tilstedeværelse. Han kommer tumlende ud af sit kongelige bordel, drukken i begærets forbudne vin, og han går ud og leder efter den Elskede. ”Hvor er han gået hen? Hvis I finder min elskede, hvad skal I da fortælle ham? At jeg er syg af kærlighed.” Men substansen er der ikke. Det er nu kun en skygge tilbage, et minde – på den anden side af vinduet, bag gitteret.

Den Elskede vil ikke have et inderligt forhold til en utro elsker. Ikke underligt at Salomon tabte sin Elskede af syne. Ikke underligt at Herren ikke svarede når han kaldte. Ikke underligt at ensomhed og fortvivlelse satte ind. Begæret havde vundet! Gennem tårer af sorg og en forfærdelig anelse, blev Salomon trukket tilbage i sin synd, igen og igen. Han var splittet mellem to slags kærlighed. Det var nydelse, anger, nydelse, gråd, nydelse, fortrydelse, nydelse, hunger efter Gud, nydelse, bøn. Men den kødelige natur gik altid af med sejren.

Jeg ser kristne, som er gået glip af deres kaldelse på grund af begær og synd, og de er uvægerligt angerfulde. Herrens glæde er forsvundet fra dem. Hvor de engang talte frimodigt, stiller de nu spørgsmål. De taler om deres åndelige hunger, deres behov for at kende Kristus bedre, men det er mere luft end substans i det. Du kan se det længselsfulde blik som siger, ”Ja, jeg elsker ham virkelig – jeg behøver ham – men jeg kan ikke frigøre mig fra det, som har fået tag i mig! De kan ikke se dig i øjnene.

Jeg kan ikke forestille mig noget værre på denne jord end at miste fornemmelsen af Kristi tilstedeværelse. Vi kan se tilbage på denne triste beretning om Salomon og undre os over, hvordan sådan en velsignet og begavet mand kunne bytte sin plads i historien, sit kongerige og sit gudsforhold væk, bare for at kunne nyde sin ukontrollable passion.

Er det den samme mand, som en gang stod foran hele Israel og bad, ”Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du … en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt… Når himlen lukkes, og der ikke kommer regn, fordi de har syndet imod dig… Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest… så hør i himlen, hvor du bor, enhver bøn og bønfaldelse, som kommer fra et menneske i hele dit folk Israel, når nogen føler sig ramt i hjertet og udbreder sine hænder mod dette hus; tilgiv, grib ind og gengæld enhver efter al hans færd – du kender jo hans hjerte, for du alene kender alle menneskers hjerter.” (1. kong. 8).

Hvilken salvet prædikant Salomon engang var! Hvilket forunderligt lys gennemstrømmede hans sjæl. Men han gik glip af sin kaldelse. Han valgte ikke at handle efter sin Elskedes hjerte, men i stedet jagede han efter nydelsen. I sine sidste dage gik han ud og advarede de unge, ”Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!” (Præd. 12, 1).

3. Til slut - Salomon havde intet andet end tomme drømme tilbage

Efter at have vendt sig bort fra en himmelsk vision, blev han opslugt af en jordisk vision. Salomon blev en bygherre, som tilbragte det meste af sin tid sammen med arkitekter og entreprenører. For det menneskelige sind var han en mand med store visioner og vovemod - en der turde tage chancer og sætte store ting i værk. Man svimler helt over hans projekter. Denne mand, som ikke havde tid til at "gå med" sin Elskede, fandt tid til at bygge huse og plante vingårde. (Præd. 2, 4).

Salomon var grebet af en passion for at bygge overdådige bygninger, damme, vingårde, frugthaver og parker. Han byggede det største tempel i verden. Han brugte tretten år på at bygge sig et pragtpalads. Han designede det mest usædvanlige sommerslot i Libanons skove. Han konstruerede en retsbygning, fæstninger og byer bygget af sten. Han byggede nye byer i udørkenen. Seks mil øst for Jerusalem på Ain Karim anlagde han store frugthaver og fantastiske parkanlæg. Han byggede vandreservoirs, damme og akvædukter, som kunne lede vand til Jerusalem og til sine mange, spredte barnekamre.

Kongen blev kvægavler, som opdrættede store flokke af kvæg, får, okser og kostbare heste. Han havde 1.400 stridsvogne og 12.000 ryttere. Josefus fortalte, at de som kørte stridsvognene havde langt flagrende hår, som var pudret med guld, og de var iført purpurfarvede tunikaer.

Salomon oprettede et søværn. Han væltede sig i guld, elfenben, sølv, kostbare klæder, tømmer, krydderier, påfugle og andre eksotiske dyr. Han byggede sig en smuk trone af guldbelagt elfenben. Hans service var af guld. Der var så stor en velstand, at ingen havde overblik over det. Han overdængede hustruer og gæster med juveler. Han var vært ved store banketter hvor hans egne kor og orkestre underholdt gæsterne. Han glædede dem med musik, vin og dans.

Dronningen af Saba fik slået benene helt væk under sig, da hun så Salomons kongelige kavalkade i sin storslåede herlighed. Hans gyldne stridsvogne, hans mange livvagter, husarer og tjenere - hvilket syn det må have været når de paraderede forbi på vej hen til et af Salomons 'paradiser'.

Men hvad dronningen af Saba ikke vidste, var, at Salomon var på vej til at blive en af de ensomste og mest desillusionerede mennesker i kongeriget. Han gennemførte kun de daglige rutiner mod slutningen. Hvert nyt byggeprojekt, hver ny anskaffelse efterlod ham bare mere knust og desillusioneret. Hans verdslige succes havde givet ham selvtillid og gjort ham beslutsom. Han flød ovenpå på grund af sin synlige succes og alt det han ejede. Det gjorde, at han ignorerede sin åndelige deroute. Han havde selvtillid og følte sig overlegen, når han skuede ud over sit kongerige, og følte ingen trang til at granske sig selv. Hans indflydelse og besiddelser opmuntrede ham til at udstikke sin egen kurs, til ikke at modtage vejledning, til at følge sine drømme.

Når synlige ting er attraktionen og genstand for al opmærksomhed, bliver hjertet koldt. Salomon blev frafalden og blev en slave af det materielle. I en kort stund nød han sine projekter. Han kunne sige, "Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid." (Præd. 2, 10). Men ikke længe efter hører vi ham tilstå, "Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen… Så kom jeg til at hade livet; for mig var det, der sker under solen, ulykkeligt. Det bragte mig til at fortvivle over alt det, jeg har slidt med under solen." (Præd. 2, 11-20).

Hvor trist! Han var beundret som en mand med vision og handlekraft. Men folkene vidst intet om, at han var en meget bekymret mand. Han beså alle sine besiddelser og det gav ham kvalme! Han sagde, "Hvilket spild! Hvad godt er der i disse materielle ting? De har ikke bragt mig nogen glæde!"

Jeg har været der, i mindre målestok. Jeg kender denne følelse af, at synke nedad, denne følelse af formålsløshed. Jeg lagde planer og byggede - brugte uger på byggeprojekter og på at sidde bøjet over plantegninger, mens jeg fortalte mig selv, at jeg gjorde det 'til Guds ære'. Jeg byggede for Jesus - eller det var i hvert fald det, jeg fortalte andre. Men intet af det gav mig glæde, tværtimod. Jeg plejede at tænke, "Jeg er træt af bygninger - så træt af at samle penge ind. Jeg vil ønske, at nogen ville komme og tage over." Men så en dag hørte jeg kaldet fra Gud til at gå dybere ind i fællesskab med Kristus. Det var først da, at jeg erkendte, at jeg var optaget med al den travle aktivitet fordi jeg var ved at miste forbindelsen til min Elskede.

Jeg måtte opgive det hele. Jeg kunne ikke bruge en time mere på sådanne tomme drømme. Min drømme-farm måtte jeg give slip på. Min drømme-bibelskole måtte jeg droppe. Mit Black Angus kvæg måtte jeg af med. Jeg kunne høre Gud kalde på mig - højt og tydeligt - "David, du har taget den forkerte vej. Kom med mig. Mød mig på bjerget. Kom ned i liljernes dal. Kom og opdag Sharons Rose. Kom. Omfavn mig, og jeg vil tilfredsstille dig med et åndeligt liv, med fred og glæde."

Se på alt det, som Salomon byggede, og du vil opdage, at han forsøgte at genskabe materielt hvad han havde mistet åndeligt.

• Akvædukter og damme i stedet for levende vand.

• Grønne vange og kolde kilder ved Ain Karin i stedet for den Elskedes grønne vange og stille vand fra Salme 23.
 

• Et guldbelagt tempel i Jerusalem i stedet for Helligåndens åndelige tempel.

• Sin egen hjord på et dusin bjerge i stedet for Guds hjord på tusinde bjerge.
 

• Et menneskekor i stedet for et englekor.

• En trone her i stedet for en trone der.

• Salomons stridsvogne i stedet for den Himmelske Hærs stridsvogne.
 

• Et palads her i stedet for en bolig der.

• Guldbelagte gader i Jerusalem i stedet for guldbelagte gader i det Nye Jerusalem.
 

Er det ikke tydeligt, at Salomon med sine egne hænder forsøgte at bygge hvad han havde mistet i sit hjerte? Tror du, at denne Guds mand, som efterstræbte Herren Jesus Kristus, havde tid til at beskæftige sig med verdslige drømme? Denne Guds mand skulle have haft sæde på himmelske steder i Jesus Kristus, og have brugt sin tid på at høre om Guds planer, og samtale med den Almægtige, så han kunne vende tilbage og bygge et åndeligt hus!

Hvorfor er så mange oprigtige Guds mænd kørt fast i så mange projekter, massive byggeprojekter og drømme som opsluger deres tid? Det er ikke for at antyde, at alle byggeprojekter er forfængelighed. Jeg tvivler ikke på, at mange af Guds tjenere er interesseret i kun at bygge til Guds ære. Gud har sine byggefolk og pionerer - de er de mænd, som kun bygger af nødvendighed. De fortjener opmuntring og støtte.

På den anden side, så er der ingen tvivl i mit sind om, at mange af de religiøse bygninger og planer i dag er resultatet af at mænd, har mistet deres kald. De har mistet det åndelige, så de vender sig til det materielle. De bygger med deres hænder, fordi de er gået i stå i deres stræben efter Jesus. Og den travleste mand lægger de største planer - "Jo mere parade, des mere overfladiskhed."

Dette henvender sig ikke kun til prædikanter. Manden på kirkebænken går i den samme retning. Hvorfor er kristne så betaget af huse, ejendom og velstand? Hvorfor efterstræbe luksus, magelighed og nydelse? Det er fordi Guds kaldelse bliver afvist. Selvet har magten. Tryghed og nydelse har erstattet Herrens byrde.
 

Konklusion: Paulus var manden som vandt Kristus!

"Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus." (Fil. 3, 8).

Lige som Salomon, fik Paulus to gange besøg af den Almægtige - en gang på vejen til Damaskus, og derefter i Judas hus, hvor han modtog Helligånden. Paulus kunne have gået videre alene i styrken fra disse to besøg og have rejst rundt og givet sit vidnesbyrd om disse overnaturlige hændelser. Det måtte have været spændende. Men Paulus hørte Guds kald til noget højere end det. Han hørte det samme kald som Salomon hørte - den Elskede, som sagde, "Kom med mig. Kom til min have og lær af mig."

Paulus gik efter sin Elskede til Arabien. Han var skør - efter alle evangeliske standarder - da han opgav umiddelbar anerkendelse og accept. Sjæle døde, han var salvet. Hvorfor ikke komme hurtigt ud på markerne som var modne til høst? I stedet gik han i isolation, og lod alle religiøse krav bag sig. Han glemte det hele og løb nu efter en sejrskrans. Kristus var alt! Arabien var de grønne vange for Paulus, liljernes dal, et kærlighedsmåltid, levende brød - der hvor Sharons Rose stod i fuldt flor, i al sin herlighed og majestæt.

Tak Gud, at der er røre blandt Guds folk. Hans kald bliver hørt af mange hungrende Herrens tjenere. Der er en tilskyndelse i mange hjerter - til at blive lukket inde med Gud, til at gå videre og søge dybere ind i Kristus. Manglende tilfredsstillelse bringer mange til at indse, at de ikke kan komme længere i egen kraft. Jeg hører det alle de steder, jeg kommer nu - "Der må være mere! Jeg ønsker at se Jesus! Jeg ønsker at gå ham i møde. Jeg ønsker en ny åbenbaring af ham. Jeg hungrer efter hans fylde. Jeg er led og ked af det overfladiske, af travlheden, af alt det opreklamerede, af forstillelsen. Jeg ønsker at se Jesus!"

Tiden er ved at løbe ud - snart vil kaldelsen ikke kunne høres længere. Vil du 'skille dig ud og gå med ham'? Jeg ønsker ikke, at stå på Dommens Dag og høre ham sige til mig, "Jeg kaldte, men du nægtede at høre." At bliver dømt for nonchalance, at blive vejet og fundet for let, for apatisk - hvilken gru!

Kristus må være Herre over alt, ellers kan han ikke være Herre i det hele taget!