Når vinen slipper op

“Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.” (Johs. 2, 1-5).

De fleste kristne ved, at det var ved brylluppet I Kana, Jesus udførte sit første mirakel. ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.” (2, 11). Kristus var lige begyndt i sin tjeneste, og havde allerede en lille skare, som fulgte ham. Nu, hvor han udførte dette mirakel, åbenbarede han sin herlighed for verden på en opsigtsvækkende måde.
 

Men det mirakel, som Jesus udførte indeholdt også en vigtig betydning for menigheden, som ligger ud over tid og sted. Vers 3 indeholder denne kraftfulde sætning: ”Da vinen slap op…” Gennem hele det Nye Testamente bliver vin forbundet med manifestationen af Guds nærvær gennem Helligånden. Paulus minder om dette, da han skrev, ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.” (Ef. 5, 18).

Hvad betyder det for Guds folk at løbe tør for vin? I denne beretning var vinen omdrejningspunktet i bryllupsfesten. Den blev skænket i rigelige mængder til de inviterede gæster. Denne beretning er et billede på et glad folk, hvoriblandt Guds Ånd flød frit og rigeligt. Men nu havde de brug for en genoprejsning fordi vinen slap op, og folket behøvede en genopfyldning for at bevare deres glæde.

Som kristne har vi alle Helligånden til stede i os. Men det er også sandt, at vi har brug for at blive fyldt med Ånden kontinuerligt. Vi oplever alle ebbe og flod i vores vandring med Kristus. Ebben betyder ikke, at Ånden har forladt os, men det betyder, at vi skal kalde ham tilbage igen og igen for at få stillet den dybe tørst, som Ånden selv har lagt ned i os. Som Guds børn har vi brug for den åndelige føde, som kun han kan give – føde som giver os styrke til at elske andre ligesom han elsker, til at leve et helligt liv, som behager ham, og til at tale hans Ord med frimodighed til andre.

Nogle teologer er uenige i dette. De siger, at alle troende har den samme mængde af Ånden til en hver tid. Men Bibelen taler tydeligt for en kontinuerlig fylde af Ånden. For eksempel skriver evangeliernes forfattere, at disciplene modtog Helligånden, da Jesus åndede på dem. Men i Apostlenes Gerninger kapitel 2 og 4, efter Kristi genopstandelse, blev disciplene fyldt igen med Ånden, på en anden måde, med en manifestation af kraften fra det høje. Da det først var sket, prædikede de evangeliet med frimodighed og udførte mægtigt mirakler i Kristi navn.

Den lærte forfatter Warren Wiersbe siger, at Paulus’ sætning, ”bliv fyldt med Ånden” faktisk betyder ”I skal blive fyldt,” hvilket betyder en kontinuerlig fylde. Det betyder ikke noget for mig, hvad din teologi om Helligånden er. Det er temmelig tydeligt, at hvis du ønsker at tjene Jesus, så må du fyldes med Ånden – for at være i konstant forbindelse med ham, så han kan manifestere sin tilstedeværelse i dig i forhold til en ugudelig verden. Og hvis du har fulgt Kristus gennem længere tid, ved du af erfaring, hvor nemt din sjæl kan tørre ud, og at du behøver Åndens fylde igen.

Vi ser dette, ikke alene i bibelske personers individuelle liv, men også gennem menighedens historie. Da jeg flyttede min familie til New Jersey for flere år siden, var min hustru Kelly og jeg ivrige efter at besøge de historiske kirker der, hvoraf nogle havde en spændende historie helt tilbage fra den første vækkelse i vores nation. Vi kom ind til en gudstjeneste, hvor nogle af underskriverne af Uafhængigheds-erklæringen, engang var medlemmer. Men mens vi sad der til gudstjeneste, var det så åndeligt tørt, at vi følte at livet blev suget ud af os. Da vi forlod stedet, spurgte vi hinanden, ”Føler du også, at du har behov for at blive frelst igen?”

Jeg beder om, at menighedens vin ikke må slippe op – at den levende, tillidsfulde, ofrende Kristi menigheds ild ikke slukkes, og inden for en generation bliver en tom skal, en skygge af sig selv. Desværre er det sket for menigheden igen og igen i tidernes løb.

Vi kan komme til alteret for at finde Guds Ånds vin, men for mange ligger svaret i enkel lydighed.

Da Kristi moder, Maria, så at vinen var ved at slippe op, bad hun tjenerne går til hendes søn og sagde, “Gør alt hvad han siger til jer.” (Johs. 2,5). I King James oversættelsen er hendes instruktion mere klar: ”Gør hvad som helst han beder jer om.”

Mange af os bliver fyldt af Guds Ånd i lønkammeret eller i fællesskabet i menigheden. Men mange kristne vil kun blive fyldt, når de oprigtigt begynder at adlyde Guds klare bud. Jeg er overbevist om, at når der holdes igen, skyldes det den afslappede holdning mange kristne har i forhold til det at høre Guds stemme i deres hjerter og i hans Ord. Ved at se bort fra den retning Gud viser os, især i forhold til hans hellige formål, så mister vi nemt vores frihed og tillid.

Jeg talte med en ung, single kristen mand for få måneder siden. Han fortalte mig, at han havde planer om at flytte ind hos et ugift par, som levede sammen. Jeg udfordrede ham, og spurgte, ”Det lyder ikke som et særligt sundt miljø for dig.” Han svarede, ”Jeg føler, der er sikkert nok. Jeg tror ikke, Gud bliver vred på mig for det.” Han sagde det ikke i tro, som om han selv troede på det, men som om han var en teenager, der sneg sig ud af huset.

Der skete det, at det ugifte par brød med hinanden. Snart havde den unge, kristne mand noget følelsesmæssigt kørende med kvinden, og snart udviklede det sig til et seksuelt forhold. Jeg er ikke fordømmende, når jeg fortæller dette. Det er en enkel illustration: den bedste måde at blive fyldt med Guds Ånd på, er at lytte til hans stemme og adlyde hans bud. Gør vi det, giver han os fred, tryghed og glæde, og tillader os at tale på Guds vegne med autoritet. Ligesom Maria talte til tjenerne ved bryllupsfesten, ”Uanset hvad han beder jer om – gør det.”

Vinen til dette bryllup repræsenterer mere end Helligånden.

Skriften fortæller os, at ”Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.” (Johs. 2, 6). Tjenerne adlød Jesus og fyldte de store vandkar med vand, som mirakuløst blev til en fyldig, dejlig rødvin.

Denne vin repræsenterer Kristi forløsende blod. I det Gamle Testamente, anvendte Gud Moses til at forvandle vand til blod som et tegn på dom. Nu, i kontrast hertil, forvandler Jesus vand til vin for at introducere Guds Nye Pagt. Gennem denne mirakuløse handling viste han, ”Jeres renselsesritualer vil kun rense jeres ydre, ikke det inderste af jeres hjerter. I har behov for mit rensende blod for at det kan ske i jer.”

Kort sagt, den gamle måde var ved at være historie, som Jesus indvarslede det nye. Værten ved brylluppet smagte noget nyt i den vin, som var blevet til ved Jesu mirakel. Han undrede sig og sagde, ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” (v. 10).

Men det var ikke kun værten, der blev velsignet. Enhver af de tilstedeværende fik glæde af denne undergerning, inklusive de disciple som fulgte Jesus: ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.” Hvis Jesu disciple havde behov for dette sidste bevis på, at Jesus var Messias, så fik de det her. Det overbeviste dem om, at de skulle følge Jesus fuldt ud.

Hvilket smukt billede på vores tjeneste til verden i Jesu navn. Verden har et desperat behov for hans forløsende blod, som bliver udgydt for os, og som frit flyder i vores liv gennem hans offer. Og denne gave skal gives til andre, så verden kan blive velsignet , som vi bliver velsignet.

I dag er mange kristne tilfredse med kun at modtage Guds velsignelser og begrænser deres hengivelse til søndagsgudstjenesten. Andre er så ivrige efter at opleve hans velsignelser, at de rejser fra en vækkelse til den næste, og råber, ”Giv mig det, Herre!” Al deres energi, fokus og ressourcer bliver brugt på at modtage Guds velsignelser, uden at det bliver givet videre til andre. Det er ikke meningen med velsignelser. Misforstå ikke – det er rigtigt, at blive kontinuerligt fyldt med Helligånden. Men som Kristi levende legeme er vi kaldet til mere end af smage, vi er befalet at give hans rige velsignelser til andre.

Der er et budskab i denne beretning til troende, som lever i de sidste tider.

“I har gemt den gode vin til nu” (Johs. 2, 10). Værten ved brylluppet vidste ikke, hvor profetiske hans ord var. Gud manifesterer sin herlighed i de sidste dage ved at udgyde sin Ånd over sin menighed. Dette inkluderer den nuværende generation, da vi lever i en stadig mere turbulent verden. ISIS (den terroristiske Islamisk Stat) og Ebola er kun de seneste trusler mod menneskeheden. Wall Street var så rystet over Ebola krisen og dens indvirkning på flytrafikken, at Dow index’et oplevede et fald på 400 point på en enkelt dag.

Vi lever også I en tid med voksende forfølgelse. For nylig befalede borgmesteren i Houston alle pastorer i byen, at indsende deres prædikener til hendes kontor onsdagen før søndagsgudstjenesten. På den måde kunne embedsmændene undersøge om pastorerne talte imod borgmesterens ”badeværelseslov”, som ville tillade trans-kønnede personer at bruge det modsatte køns toiletter. Enhver, som modsatte sig hende, risikerede at blive stillet for retten og få en fængselsstraf.

Der blev et mindre oprør over dette, i hvert fald set i forhold til den stømflod af snavs, som hældes ud over verden gennem fordrejede budskaber om sex. Statistikkerne viser, at sex på mobiltelefoner bliver spredt selv blandt mindreårige, og er omsiggribende i skolens små klasser.

Midt i dette påtrængende mørke – panik over Ebola, terror fra ISIS og hjælpeløsheden i forhold til at stoppe disse strømme af seksuelt begær – er det meningen, at vi skal være en velsignelse. Som Jesu efterfølgere skal vi være fredfyldte, urystelige af det onde, vores liv skal skinne som lys midt i mørket. Vi skal have et svar på rede hånd, når de omkring os spørger, ”Hvordan kan I have sådan en fred midt i alt dette? Hvor kommer den fra?”

Gud vil have et vidnesbyrd om hans godhed midt i panikken, et vidnesbyrd om hellighed i onde tider. Min ven, er det dit vidnesbyrd? Bed med mig: ”Herre, udøs din Hellige Ånds vin over os – din helbredende, salvende, udfriende og genopbyggende vin. Udøs det over brødre og søstre, som er sunket ned i død religion, og gør dem fri til at tjene dig med kraft igen. Vi ønsker, at se dig bevæge dig blandt dit folk for at bringe nyt liv. Amen!”