Nu hvor sejren er vundet?

Jeg har sat spørgsmålstegnet i overskriften med vilje. Som kristne ved vi, at Jesus har vundet sejren for os på Golgata. Han besejrede døden, Satan og syndens magt. For de troende, står et spørgsmål tilbage – ”Hvad nu? Jeg ved, at Jesus har sejret for mig på korset. Men hvad med min nuværende krise? Hvor er sejren i den kamp, som raser i mit liv lige nu?”

Det er et vigtigt spørgsmål – og 1. Samuels Bog har et svar til alle kristne. Det begynder således: ”Filistrene samlede deres tropper til krig. De samledes i Soko i Juda, og så slog de lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka.” (1. Sam. 17,1). Dette billede repræsenterer en åndelig sandhed, som aldrig ændrer sig: Mørkets magter rejser sig mod Guds folk. Da Jesus blev din frelser, gjorde han dig til en ny skabning – men selvom du blev ændret, blev verden det ikke.

På grund af det, er der kræfter omkring dig, som slutter sig sammen mod dig – verden, djævelen og endog dit eget kød bekriger din ånd. Nogle gange er vores kampe mod disse kræfter eksterne: de angriber vores ægteskab, økonomi eller vores børn. Vores menighedskontor får konstant henvendelser fra folk, som søger rådgivning på disse områder. Enhver kristen familie er et vidnesbyrd for Gud; og Satan er besluttet på at ødelægge dette vidnesbyrd. Og ikke kun djævelen er imod din familie, det er en stor del af verden også.

Nogle gange er vores kampe interne. Vi er naget af bekymringer: ”Kan mit ægteskab overleve denne lange, kolde tavshed?” ”Vil mit barn nogensinde tage i mod Herren?” ”Er jeg værdig til at kalde mig en kristen?” Alt dette presser os ud i tvivl og fortvivlelse, og får os til at spekulere på, ”Hvor er Gud henne i alt dette. Jeg kan ikke få øje på ham i mine daglige kampe.”

Nogle gange græder vi, “Nu er det nok!” og beslutter os for at trække en streg i sandet. Vi siger til os selv, ”Jeg er træt af, at blive slået af fjenden. Satan nu kommer du ikke længere end hertil. Du kommer ikke forbi her!” Den sidste sætning – “Du kommer ikke forbi her – fungerede udmærket i Ringenes Herre. Men det sker ikke så ofte i vores daglige liv. Hvor mange gange har du ikke sat en grænse og sagt, ”Ikke længere.” Men djævelen gik forbi alligevel.

For nylig oplevede min kone, Kelly, og jeg dette. Vi opdagede, at Satan vandt terræn i et bestemt område i vores familieliv, så vi besluttede os for at forene vores hjerter imod ham. Vi foldede hænder og bad intenst, ”Herre, vi nægter at se djævelen tage dette væk fra os. Han stopper her. Vi anklager dig, Satan!” Men angrebet fortsatte med endnu større intensitet.

Det var det der skete med Israel, da de stod overfor filistrene. ”Filistrene havde taget opstilling på bjerget på den ene side og israelitterne på bjerget på den anden side, så de havde dalen imellem sig.” (17, 3). Saul havde opstillet sine mænd for at stoppe filistrenes fremgang, for at standse kampen for en stund. Stoppede det fjenden? Overhovedet ikke. Filistrene kom bare med et endnu stærkere våben, en kæmpe:

“Nu trådte en kriger frem fra filistrenes rækker og udfordrede til tvekamp. Han hed Goliat og var fra Gat, og han var seks alen og et fingerspand høj. På hovedet havde han en bronzehjelm, og han var iført en brynje af bronze, der vejede fem tusind sekel. På benene havde han bronzeskinner, og på ryggen bar han et krumsværd af bronze. Spydstagen var som en væverbom, og spydspidsen af jern vejede seks hundrede sekel. Foran ham gik en skjoldbærer.” (17, 4-7). Det er hvad fjenden gør, når vi trækker en grænse: Han flygter ikke, men kommer tilbage med endnu stærkere våben!

Når chancen for sejr synes at være fifty-fifty, kæmper vi måske kampen i egen styrke. Men når vi står overfor en tårnhøj Goliat, fordufter vores selvtillid – og Satan giver den endnu mere gas. Skriften siger, at Goliat dagligt hånede israelitterne: ”Han stillede sig op og råbte over mod de israelitiske slagrækker: »Hvorfor er I rykket ud og har stillet op til kamp? Jeg er filister, mens I er trælle for Saul; udvælg jer en mand til at komme herned til mig!” (17, 8). ”Da Saul og alle israelitterne hørte disse ord fra filisteren, blev de ude af sig selv af rædsel.” ((17, 11).

Kæmpens hån stod på i fyrre dage. For hver dag blev Israels mægtige krigere bare mere og mere modløse og skamfyldte. De spurgte sig selv: ”Hvad er der i vejen med mig? Hvor er mit mod blevet af?”

Måske har du på det seneste hørt den samme hån fra din sjæls fjende. Du føler dig overvældet – af relationelle problemer, af fristelser, af umulige omstændigheder – og stemmerne kommer ofte: ”Denne kamp er for hård til dig. Du kan lige så godt give op.” Jeg ved, hvor forvirrede Kelly og jeg var. Vi sagde, ”Herre, vi går imod fjenden. Vi gør alt, hvad Skriften siger, vi skal gøre. Men Satan bliver ved med at vinde terræn. Hvad sker der?” Gud tillader nogle gange, at vores fjende synes for mægtig for os at håndtere – og det gør han af en årsag.

Da Herren førte Israel ind i Løfternes Land, gav han dem sejr over tredive fjendtlige nationer – men tillod fem fjendtlige nationer at blive tilbage i landet. Hvorfor? Bibelen siger, at Gud ønskede, at træne Israels håndelag for krig. Med så mange fjender i landet, ville Israel forblive afhængig af Herren i alt.
 

Dette er en urgammel lektie i Christus Victor. Det er et latinsk udtryk, som de tidlige kirkefædre brugte til at beskrive Jesus. Groft oversat betyder det, ”Vores sejr er ikke i os selv, men i Kristus.” Hvis vi besejrer en fjende når chancerne er fifty-fifty, er vi fristet til at tænke, ”Jeg vandt kampen.” Men når fjenden er over seks alen høj, når vi har irettesat ham, og han bare kommer endnu stærkere tilbage; når vi er udmattede og har brugt alle ressourcer; når vi har løftet hænderne i opgivelse og sagt, ”Jeg kan ikke det her” – da er det Gud siger, ”Jeg har dig lige hvor jeg ønsker dig.”

To enkle ord ændrede det hele for Israel – og de samme ord kan anvendes for os i dag. Efter at have udholdt hån og onde anklager i fyrre dage, bragte denne sætning en radikal ændring i Israels situation: ”David var…” (17, 12). Disse ord er begyndelsen til den anden del af beretningen, som for at sige, ”Du er på vej til at læse dette i et helt nyt lys.”

De fleste af os har hørt beretningen om David og Goliat i søndagsskolen. Børn lærer ikke det Gamle Testamentes beretninger som åndelige sandheder, men som moralsk instruktion. For eksempel bliver beretningen om Jonas ofte præsenteret således: ”Vær ikke ulydig mod Gud, for ellers får du svære problemer.” Beretningen om David og Goliat bliver præsenteret som, ”Vær modig og tapper.”

Problemet med den tolkning af beretningen om David er, at vi lærer vores børn at være noget, som de ikke er i stand til. Der var ikke en eneste israelsk soldat, som var i stand til at overleve en mand-til-mand konfrontation med Goliat. Den kamp kunne selv den modigste mand ikke vinde.

Ligeså er mod og tapperhed ikke tilstrækkelig, når vi befinder os i en åndelig kamp. David vidste, at han ikke kunne hamle op med Goliat. Faktisk var han ikke engang soldat endnu; han var for ung og lille af statur (se 17, 38-39). Det eneste David var udstyret med, da han mødte op ved fronten, var brød og ost til sine brødre, som var soldater! Men der var noget anderledes ved David: Han vidste, kampen ikke var hans, men Guds. Da han hørte Goliats hån, sagde han:

“I dag vil Herren give dig i min magt. Jeg slår dig ihjel og skiller dit hoved fra kroppen, og ligene fra filisterhæren giver jeg i dag til himlens fugle og jordens dyr. Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.” (17, 46-47).

Åndelig sejr er aldrig vores egen; den kommer fra vores Befrier. I denne beretning er David et billede på vores Befrier, Kristus. Han skærer igennem al vores kval og fortvivlelse med en autoritet, som ingen dæmon kan stå sig imod. Goliat havde ikke en chance den dag – fordi kampen var Herrens!
 

Gud kalder os ikke til at være helte; i stedet handler han som vores Helt. Han er vores styrke og udfrielse. Han tillader vores kampe af en eneste årsag: Jo større en fjende, des større ære får Gud ved sin sejr. Han ønsker, at vise sin styrke på sit folks vegne, og drage menneskeheden til sig, når de ser hans mægtige gerninger.

Der skete noget forunderligt, da David dræbte Goliat.

“Sådan overvandt David filisteren med slynge og sten. Han slog filisteren ihjel, skønt han ikke havde noget sværd. .. Da filistrene så, at deres helt var død, flygtede de. Men Israels og Judas mænd udstødte øjeblikkelig kampråbet og forfulgte filistrene helt til Gat og til Ekrons byporte. Der lå dræbte filistre på vejen fra Sha'arajim til Gat og Ekron.” (17, 50-52).

Slaget skiftede så dramatisk karakter, at Israel jog de snublende filistre på flugt. Det vigtigste i denne passage er en kort sætning: ”Skønt David ikke havde noget sværd.” Gud viste sin trofasthed gennem Davids tillid – og det fyldte alle de israelske soldater med tro. Al hån og skam var borte, og israelernes tillid kom tilbage – en tillid til at deres Gud ville kæmpe kampen for dem.

Her er den gennemgribende effekt af, at se Guds kraft på vores vegne: Vores tillid bliver fornyet til at gå ind i kampen. Kampen er Kristi kamp, han som kalder os, ”Kom og se min sejr. Jeg har kappet hovedet af din anklager!” Vi er nu bemyndiget til at følge efter og sige, ”Herre, du har ikke forladt mig. Du tillod alt dette – hvert et tilbageslag, selv hånen jeg blev udsat for. Og du gjorde det i nåde, så jeg kunne tro dig.”

Stadig er der mange, som tænker, “Hvornår vil Herren rykke ud på mine vegne?” Svaret på det er, Jesus er allerede rykket ud. Det gjorde han for 2000 år siden på korset; det var der din sejr blev sikret. Hans triumf på korset, er den samme sejr, som jager enhver kæmpe i vores liv på flugt. Dit ægteskab er måske nødlidende, men Kristus har besejret mørkets kræfter, som har rejst sig mod dig og din ægtefælle. Din økonomi er måske nødlidende, men din Herre har forberedt en fremtid med håb for dig. Dine børn lever måske ikke et gudfrygtigt liv, som du ønsker de skal, men Jesus har købt deres frelse. Vi har måske mange kampe på mange fronter, men Kristus har sikret os sejren.

Er du nu i stand til at se, at din fjende er besejret? Tænk på alle de anklagende stemmer du hører. Du kan svare dem alle: ”Dette er enden for dig, djævel. Jesu sejr har jaget dig på flugt. Min sejr er allerede sikret og vundet. Når min Helt vælger det, vil han demonstrere den sejr, og verden vil se ham i al hans herlighed. Alle vil vide, at den kamp ikke er vundet ved sværd eller spyd, men ved Herren.” Amen!