At opgive sit omdømme for at blive Jesu tjener

” I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” (Fil. 2, 5).

” Men vi har Kristi tanker.” (1. Kor. 2, 16).

” Og at I skal fornyes i sind og ånd.” (Ef. 4, 23).

Dette er alle formaninger fra apostlen Paulus. Han siger til Guds folk, ”Lad Kristi sindelag – Kristi tanker, også være jeres. Hans sindelag bør være det vi alle søger.”

Hvad betyder det at have Kristi sindelag? Det betyder ganske enkelt, at vi skal handle som Jesus gjorde. Det betyder at tage beslutninger, som han ville have gjort det, som afgør hvordan vi bør leve. Det betyder at have en bevidsthed i vores sind om hvordan vi faktisk kan opnå Kristi sindelag.

Hver gang vi ser ind i Guds Ords spejl, skal vi spørge os selv: ”Reflekterer det billede jeg ser af mig selv i lyset af Guds Ord, Jesu natur og tankegang? Forandrer jeg mig til at ligne Jesus mere og mere for hver en erfaring, som Gud bringer ind i mit liv?

Ifølge Paulus, så er Kristi sindelag: ” Han, som havde Guds skikkelse….. gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.” (Fil. 2,7).

Jesus tog en beslutning mens han stadig var i himlen. Han indgik en pagt med Faderen om at fralægge sig sin himmelske herlighed og komme til jorden som et menneske. Han kom ind i denne verden som en ydmyg tjener. Og han ville søge at tjene i stedet for at blive betjent.

For Kristus betød det, ”Jeg vil gøre din vilje, Far.” Jesus besluttede lang tid forinden, ”Jeg vil underlægge mig din vilje, Far, så jeg kan favne din vilje. Alt hvad jeg siger skal komme fra dig. Jeg nedlægger alt for at blive fuldstændig afhængig af dig.”

Omvendt var Faderens pagt med Sønnen at han ville åbenbare sig selv gennem ham. Med andre ord sagde Gud til ham, ”Min vilje vil aldrig være skjult for dig. Du vil altid vide hvad jeg gør og hvordan jeg vil gøre det. Du vil have min tankegang.”

Men i dag er der mange mennesker der aldrig har taget en beslutning om at leve som Herren gjorde det. I stedet lever de komfortabelt i deres kødelighed. Med deres temperament, deres karakterbrist, deres synder. Og de har aldrig ønsket at forandre sig. De siger, ”Det er bare min natur. Sådan er jeg bare.”

Men når Paulus frimodigt siger, ”Jeg har Kristi sindelag”, erklærer han: ”Også jeg har frasagt mig mit omdømme. Ligesom Jesus har jeg påtaget mig tjenerrollen.” Og Paulus tilføjer, ” Men vi har (kan alle få) Kristi tanker.” (1. Kor. 2, 16).

Du undrer dig måske over hvornår Paulus faktisk påtog sig tjenerrollen? Denne mand havde forfulgt troende og havde været en morder i hjertet. Hvordan kunne sådan en mand nogensinde have Kristi sindelag?

Paulus kunne præcis udpege hvornår det skete. Apostlenes Gerninger kapitel 9 beskriver hvor han traf sin beslutning: i Damaskus, på den Lige Gade, i Judas’ hus.

På det tidspunkt var Paulus stadig kendt som Saulus. Han var på vej til Damaskus med en mindre hær, som skulle tilfangetage de kristne og bringe dem til Jerusalem, hvor de skulle fængsles og tortureres. Men Jesus viste sig for Paulus på vejen til Damaskus. Han blindede ham og sagde til ham, at han skulle tage hen til Judas’ hus i den Lige Gade. ”Og (Saul) var der i tre dage uden at kunne se. Og han spiste og drak intet.” (Ap. Gern. 9, 9).

I disse tre døgn blev Paulus’ sind fornyet. Han tilbragte hele tiden der i intens bøn, og tog hele sin fortid op til revision. Og det han så af sit fortidige liv, begyndte han at foragte. Det var da at Saulus blev til Paulus.

Denne mand havde været meget stolt. Han havde været fyldt af misforstået nidkærhed og havde søgt anerkendelse hos andre intellektuelle religiøse mænd. ”Men så”, sagde han, ” Kom Kristus og åbenbarede sig selv i mig, og jeg gav afkald på mit gamle liv. Jeg ville ikke længere behage mennesker eller følge religiøse idéer. Nu tilhører jeg Kristus.”

” Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus.” (Fil. 3, 8).

Paulus var en mand som kunne sige, ”Engang havde jeg status. Alle i min omgangskreds, inklusive mine farisæer-kolleger, så op til mig. Jeg var farisæernes farisæer. Jeg rangerede højt og jeg blev betragtet som en hellig mand, en kraftfuld underviser i loven. Jeg havde et godt omdømme i hele landet og jeg var pletfri i folkets øjne.”

”Men da Jesus pågreb mig, ændrede det alt. Min stræben, min konkurrencementalitet - alt som jeg troede gav mit liv mening – var overgivet. Jeg så at jeg fuldstændig var gået fejl af Herren.”

Paulus havde engang troet at hans religiøse ambitioner – hans nidkærhed, hans konkurrencementalitet, hans arbejde og hans driftighed alt sammen var retfærdighed. Han havde troet, at det alt sammen var til ære for Herren. Men nu afslørede Kristus, at alt var kødelighed og det kun handlede om selvet.

Derfor erklærede Paulus, ” Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt.” (1. Kor. 9, 19).

Paulus så at Jesus påtog sig et liv som tjener. Her var selveste Guds Søn, med en tjeners hjerte. Ligeså vidste Paulus at han også var blevet en Guds søn ved Jesu offer på korset. Men ligesom Jesus, ønskede Paulus også at blive en søn med en tjeners hjerte. Så han besluttede at blive Kristi tjener og menighedens tjener.

Kære ven, jeg ved også at jeg er et Guds barn. Men ligesom Paulus ønsker jeg også Kristi tjenende hjerte. ” I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.” (Fil. 2, 5). At have Jesu sind betyder mere end teologi. Det betyder at underlægge din egen vilje og påtage dig Jesu anliggender.

Helligånden kom til en gudfrygtig mand i Damaskus, kaldet Ananias. Ånden instruerede denne mand om at tage hen til Judas i den Lige Gade, og lægge hænderne på Saulus og give ham synet tilbage.

Selvfølgelig kendte Ananias Saulus' omdømme. Og han vidste at dette ville være farligt. Men sådan anbefalede Helligånden Saulus til Ananias; ”Se, han beder.” (Ap. Gern. 9, 11).

Det Herren sagde til Ananias var, ”Ananias, du vil finde denne mand på sine knæ. Han ved du kommer. Han kender endog dit navn og hvorfor du er sent til ham. Han ønsker kun at få åbnet sine øjne.”

Hvornår modtog Saulus denne indre erkendelse? Hvordan modtog han denne vision, dette rene ord fra Gud? Det kom af glødende, inderlig bøn og påkaldelse. Jeg tror faktisk, at Åndens ord til Ananias afslører hvad der rørte Guds hjerte ved Saul: ”Se, han beder.”

Saulus havde været lukket inde sammen med Herren i tre døgn, hvor han havde nægtet at modtage mad og drikkelse. Alt hvad han ønskede var Herren. Så han fortsatte på sine knæ, og søgte Gud hele tiden i bøn.

Mens jeg voksede op, lærte min far, som var prædikant, mig, ”Gud ønsker altid at bane en vej for et bedende menneske.” Der har været perioder i mit liv hvor Herren har givet mig klart bevis for dette.

Jeg blev kaldet til at prædike da jeg var otte år gammel, da Helligånden kom over mig. Jeg græd og bøjede mig og råbte, ”Fyld mig Herre Jesus.” Senere som teenager, bad jeg indtil Ånden kom over mig med guddommelig intensitet.

Som ung pastor i Pennsylvania, opstod der en dyb hunger i mig som fik mig til at bede flittigt. Noget i mit hjerte fortalte mig, ”Der er mere i det at tjene Jesus end det jeg gør. Åh, Herre, Jeg kan ikke leve så langt under det som jeg kan læse i dit Ord. Jeg vil hellere dø end leve så selvisk som jeg har gjort.”

Så jeg tilbragte måneder på mine knæ – grædende, bedende i timevis, da Herren endelig kaldte mig til at tage til New York City for at prædike for bander og narkomaner. Det var mere end fyrre år siden.

Jeg var også på knæ for atten år siden, hvor jeg søgte Gud med tårer og højlydt gråd, da han kaldte mig tilbage til New York for at grundlægge en menighed på Times Square. Engang til sagde Herren, ”Jeg ønsker din vilje, David. Jeg ønsker at du skal have min tankegang, mine anliggender.”

Hvis jeg nogensinde har hørt fra Gud – hvis jeg har nogen som helst åbenbaring af Kristus, noget af Kristi tankegang, så kom det ikke gennem bibellæsning alene. Det kom gennem bøn.

Det kom af at søge Gud i lønkammeret. Hvis der er noget af Kristi sindelag i mig, så er det kommet ved at bruge tid sammen med ham i lønkammeret.

Der er skrækkelige, forfærdelige konsekvenser af at forsømme at bede. ” Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?” (Hebr. 2, 3). Hvordan kan nogen af os, som er i Kristus, tro at vi kan undgå konsekvenserne af manglende bøn?

Jeg ved hvad det vil sige når vejen til velsignelser i mit liv langsomt bliver ukendt. Jeg ved hvordan det føles når der bliver sat en prop i kliden af levende vand, og det udtørrer hver en velsignelse i mit liv. Det er hvad der sker i de perioder af mit liv hvor jeg har taget let på bøn.

I disse stunder har mit bønneliv kun bestået af andagt og stille stunder. Jeg havde ikke nogen virkningsfuld inderlighed i bøn. Hvorfor? Fordi livets gøremål havde stjålet min tid med Herren.

Så hvad skete der for mig i disse tider? Tjenerrollen blev til selvmedlidenhed. Tjenesten føltes som en byrde, ikke en velsignelse. Og elendighed efter elendighed oversvømmede min sjæl.

Jeg kæmpede med ensomhed, tristhed og vantro. Jeg kæmpede med følelsen af ikke at have opnået noget i livet. Selv tanker om at droppe tjenesten havde jeg. Og Guds velsignelser blev forhindret, mine relationer sandede til, jeg tabte dømmekraften, og nye åbenbaringer af Kristus kom ikke længere.

Men jeg kender også det herlige ved at vende tilbage til Herren i bøn. Lige så snart jeg vender tilbage til lønkammeret begynder velsignelserne at flyde igen. Jeg fik glæde og fred. Mine relationer blev helet og Guds Ord blev vakt til live.

” Så længe Zekarja levede, som havde lært ham gudsfrygt, søgte han Gud, og så længe han søgte Herren, lod Gud ham have lykken med sig.” (2. Krøn. 26, 5). ” fordi vi har søgt Herren vor Gud …. han har skaffet os fred til alle sider.« (14, 7). ” og med hele deres vilje søgte de ham og fandt ham, og Herren skaffede dem fred til alle sider.” (15, 15).

Skriften gør det klart: bedende tjenere finder velsignelse og fred til alle sider.

Hvis jeg søger at behage mennesker, kan jeg simpelthen ikke være Kristi tjener. Hvis mit hjertes motiv er andres anerkendelse – hvis det er min tankegang, som har indflydelse på hvordan jeg lever, så vil min loyalitet være delt. Jeg vil altid stræbe efter at behage andre end Jesus.

Få år efter at Paulus havde omvendt sig, tog han hen til menigheden i Jerusalem for at prøve at tilslutte sig disciplene der. ” Men alle var bange for ham, da de ikke kunne tro, at han var en discipel.” (Ap. Gern. 9, 26).

Apostlene kendte Paulus’ ry som forfølger, ”Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig.” (Gal. 1, 22-23).

Barnabas hjalp apostlene med at komme sig over deres frygt for Paulus, og de tilbød ham fællesskab. Men Paulus besluttede at rejse ud blandt hedningene. Faktisk er Paulus påpasselig med at beskrive sit kald meget klart. Han skriver; ” Ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde. (1,1).

Hen tilføjer derefter eftertrykkeligt: ” For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus…. Jeg rådførte mig ikke først med nogen af kød og blod.” (1, 11-12, 16).

Det Paulus siger her henvender sig til alle, som har et ønske om at have Kristi sindelag: ”Jeg behøvede ikke at læse bøger eller låne menneskers metoder for at få det jeg har. Jeg modtog mit budskab, min tjeneste og min salvelse på mine knæ.”

”Jeg siger dig, disse ting kom mens jeg var lukket inde sammen med Herren, i forbøn og faste. Alle de åbenbaringer jeg har af Kristus kommer fra Helligånden, som bor i mig og leder mit liv. Jeg kan ikke tillade mig selv at følge retninger og menneskelige tanker.”

Faktisk påpeger Paulus at før han så meget som overvejede at gå tilbage til Jerusalem, “Men (jeg) drog til Arabien.” (1, 17). Med andre ord sagde han, ”Jeg fik ikke min åbenbaring af Kristus af de hellige i Jerusalem. I stedet drog jeg til Arabien, til ørkenen, for at få Kristus åbenbaret for mig. Jeg tilbragte dyrebar tid der, hvor jeg blev renset for selvet og hørte og blev undervist af Helligånden.”

Forstå venligst: Paulus var ikke en stolt arrogant, ‘lone-ranger’ prædikant. Vi ved allerede, at han havde en tjeners hjerte. Han havde tømt sig selv for alle sine egne ambitioner, og havde fundet fuldstændig tilfredsstillelse i Kristus.

Paulus havde ikke behov for en eneste person til at lære ham at prædike om Kristus eller vinde sjæle for evangeliet. Helligånden var hans lærer nu.

Da Kristus blev hans fuldstændige tilfredsstillelse, rettede Paulus sine følelser mod de himmelske ting.

“Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” (Kol. 3, 1-3).

Desværre er det ikke praksis blandt mange kristne i dag. En menighedsleder tilstod engang overfor mig: ”Min far var en ludfattig missionær hele sit liv. Da han trak sig tilbage til sit otium, var han stadig fattig. Han havde knap nok salt til et æg.”

“Jeg blev også kaldet til tjeneste, men jeg besluttede mig for aldrig at blive som min far. Jeg ville være en prædikant, som levede godt. Jeg svor at jeg ville tjene penge og investere dem, for at opbygge mig en formue.”

Denne mand tjente en formue. Men hans motiv var forkert. Han stolede på sine egne evner til at bygge en fremtid og forsørge sin familie. Til sidst gik det galt med alle hans investeringer, og han blev viklet ind i nogle kontroverser over sine finanser.

Tak Gud. Til sidst blev han drevet tilbage til Kristus. Og han angrede at han havde været fokuseret på det verden har at tilbyde. Nu er han fokuseret på at have Jesu sindelag, og tingene ændrer sig for ham.

Det var til menigheden i Filippi at Paulus først introducerede denne sandhed, “Lad Kristi sindelag være i jer.” Paulus skrev dette da han sad i fængsel i Rom.

Det var fra fængselscellen at Paulus erklærede at han havde Kristi sindelag, og tilsidesatte sit eget omdømme for at blive Jesu tjener og menighedens tjener. Nu skrev han, ” Jeg håber ved Herren Jesus, at jeg snart kan sende Timotheus til jer, så at også jeg kan være ved godt mod, når jeg hører, hvordan det står til hos jer.” (Fil. 2, 19).

Dette er tankegangen i overensstemmelse med Kristi sindelag. Tænk over det: her var en pastor, som sad i fængsel. Men han tænkte ikke på sin egen magelighed, sin egen forfærdelige situation. Han var bekymret for sit folks åndelige og psykiske tilstand. Og han sagde til sine får, ”Min komfort kommer når jeg hører at I har det godt i ånd og legeme. Så jeg sender Timotheus for at se til jer på mine vegne.”

Så kommer Paulus med denne alarmerende erklæring: ” For jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af jeres sag.” (2, 20). Hvor sørgeligt! Da Paulus skrev dette voksede menigheden i Rom, hvor han sad, og menigheden blev velsignet. Selvfølgelig var der gudfrygtige ledere i den romerske menighed. Men Paulus siger, jeg har ingen andre, der har Kristi sindelag.” Hvordan kunne det være?

“Alle de andre søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til.” (2, 21). Åbenbart var de ingen leder i Rom, som havde en tjeners hjerte – ingen som havde tilsidesat sit omdømme og var blevet et levende offer. I stedet var alle optaget af at tjene sine egne interesser. Ingen havde Kristi tankegang. Paulus kunne ikke betro nogen af dem at tage til Filippi og være en tro tjener for de troende der.

Paulus’ ord her kan ikke blødes op: “Alle tænker på sig selv. Disse tjenere søger kun deres eget bedste. Det er derfor at der ikke er nogen jeg kan stole på helt selvfølgeligt vil tage hånd om dine behov og smerter, undtagen Timotheus.”

Når vi ser på menigheden i dag, ser vi de samme ting ske i mange forsamlinger. Både Pastorer og menighedsmedlemmer går efter det denne verden tilbyder: penge, omdømme, materialisme og succes. De er kaldet til at tjene Kristi menighed, men de kender ikke Kristi sindelag. Og Jesu sindelag er et sind af opofrelse, kærlighed og omsorg for andre. Med Paulus’ ord: ”Alle har deres egen dagsorden.”

Vi lever i en tid der er en verdensomspændende trussel om atom- eller kemisk eksplosion. Millioner af menneskers hjerter svigter på grund af frygt. Og Kristi menighed bliver udfordret som ingen sinde før.

Som jeg iagttager dette, spørger jeg: “Hvor er autoritetens stemme i Kristus? Hvor er hyrderne, menigheden, almindelige kristne, som tænker som Jesus gør? Hvor er de, som ikke forfølger deres egen dagsorden, men som søger Herrens sindelag i disse tider?”

De som kun fokuserer på at dygtiggøre sig driver væk fra Herrens nærhed. De prædiker måske Kristus, men de kender ham mindre og mindre. Og de åbner sig for store fristelser.

Jeg spørger dig: Blomstrer din menighed, men alligevel synes ingen at være Paulus’ ligesindede, som indstiller deres følelser på det Jesus vil? Hvad med dig? Når du ser nogen som er arbejdsløs, beder du så for dem? Søger du måder hvorpå du kan hjælpe og tjene?

Hvor er de unge Timotheus’er i dag? Hvor er de unge Guds mænd og kvinder, som vil afvise sirenens opfordring til succes og anerkendelse – og i stedet sat deres hjerte på glødende bøn, og på at underkaste deres liv for at blive sande Kristi tjenere?

Vores bøn burde være: ”Herre, jeg ønsker ikke kun at være fokuseret på mig selv i en verden på vej ud af kontrol. Jeg ønsker ikke at være bekymret for min egen fremtid. Jeg ønsker at have din tjeners hjerte.” Amen