PRISEN FOR UDHOLDENHED

David Wilkerson (1931-2011)

Enhver diskussion om lidelser og prøvelser må begynde med historiens mest fortvivlende troende - Job – en retfærdig, trofast, gudfrygtig tjener, som var overgivet til bøn og tilbedelse. Men da sorg og trængsler overvældede hans liv, begyndte denne samme mand, da han led allermest, at komme med nogle negative ytringer om Gud. "Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde, tror jeg ikke, han ville lytte til mig. Han jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår for sår." (Job 8:16-17).

Job havde mistet alt, hvad han havde kært: sin familie, sit helbred, sin position, selv sit håb. Ovenstående udtalelse om Gud, var kun en af mange, som denne stakkels mand kom med, mens han led så frygteligt.

Vores nation bevæger sig nu hurtigt ind i en vanskelig tid. En tid, som verden aldrig før har oplevet. Nu oplever mange overgivne troende trængsler, som de slet ikke er forberedt på, og ikke har erfaring med. Kristne oplever hvordan deres ægteskaber bliver testet; nogle har helbredsproblemer; andre lider under dårlig økonomi; og unge mennesker rammes af tidens vanvid.

I tiden fremover kan vi ikke tillade vores håb at hvile på en eller anden ønskedrøm, hvor man tror, at de kristne vil være immune for lidelse. Men vi kan i hvert fald være sikre på, at vores himmelske Far trofast vil føre os igennem alle vores trængsler og udfri os, som han gjorde med Job.

"I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde." (Jakob 5:11).

Job holdt ud, og Gud genoprettede ham og gav ham alt hvad han havde mistet og mere til. Når du er kommet igennem din prøvelse, vil du have en dyb erfaring med, at Gud har kontrol over dit liv. Da vil du blive i stand til at vidne om Guds godhed, præcis som Job, da han fortrøstningsfuldt sagde, " Jeg vover pelsen og sætter livet på spil; Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham!" (Job 13:14-15).