“Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.” (Johs. 17, 24 – min fremhævelse). Jesus bad dette for sine disciple – og det indbefatter os. Han bad Faderen om, at vi må se hans herlighed, hvilket betyder at kende ham.
I det Gamle Testamente viser Jesus sig nogle gange i menneskelig form eller som en engel. Du ved, hvad der skete. Da Esajas så Guds herlighed i templet, rystede han over hele kroppen og han faldt på sit ansigt. Jakobs hofte brækkede, da han forsøgte at slås med Herren. Da Moses bad om at få Guds herlighed at se, sagde Herren til ham, ”Okay, men først må jeg dække dit ansigt til. Derefter må jeg gemme dig bag en klippe. Derefter kan jeg lade dig se min herlighed som et efterskin hvor jeg har gået. Kort sagt, han måtte beskytte Moses fra den fulde åbenbaring af sig. Det var ikke nemt, at være i den Helliges glorværdige nærhed!
Det skete dog ikke kun i det Gamle Testamente. Da Peter første gang mødte Jesus, faldt han på sit ansigt, pludselig opmærksom på sin egen uværdighed, og erklærede, ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” (Luk. 5, 8). Det skete også for apostlen Johannes, da han var i eksil på Patmos, da han modtog Åbenbaringen. Da Herrens stemme talte til ham, faldt Johannes på sit ansigt i rædsel. Der var intet letfærdighed i mødet med Herren.”
Fra Skriften ved vi, at det er den normale reaktion hos mænd og kvinder, når de ser Jesus. Det rejser følgende spørgsmål: Har vi set Jesus? Er vi forvandlet ved et glimt af hans tilstedeværelse i vores liv? Hvad ville der ske, hvis vi så ham som Moses eller Esajas eller Johannes eller Peter gjorde?