Vi ser i Apostlenes Gerninger kapitel 6, at apostlene skulle vælge nogle mænd til at stå for den daglige uddeling. Nogle har sidenhen kaldt disse mænd de første dekaner. Der var en uenighed blandt de græske jøder og de hebræiske jøder omkring retfærdigheden, når der skulle uddeles mad. Apostlene besluttede, at udpege nogle velanskrevne mænd til opgaven, så maduddelingen fik den rette opmærksomhed, imens apostlene havde fokus på ”bøn og tjenesten for ordet.” (v. 4).
Apostlene sagde, ”Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af Ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave.” (v. 3, min fremhævelse). At uddele mad var en ukompliceret opgave, alligevel fandt apostlene det vigtigt, at være fyldt af- eller kontrolleret af Ånden, for at kunne løse opgaven med visdom.
Prøv at sammenligne det med den moderne menigheds ansættelsespraksis. Når vi skal udvælge mennesker til lønnet tjeneste, ser vi først og fremmest efter hvilken uddannelse, de har. Folk, som har en uddannelse, bliver de foretrukne kandidater til at lede Guds folk, ofte uden at nogen har vurderet, om disse kommende ledere viser tegn på at være ledt af Guds Ånd. Måske bliver ansøgeren personlighedstestet, for at se om de passer til tjenesten, som om videnskaben kan give indsigt i visdom. Men i den første menighed krævede selv et job som uddeler af mad til enker, at man var ledt af Ånden og besad visdom.
Hvis alle troende var fyldt af Helligånden, hvis alle i samfundet var ledt af Ånden, ville det ikke have været nødvendigt for apostlene, at kræve disse kvalifikationer. Faktisk ville det have været direkte tåbeligt. Forestil dig, at de sagde, ”Vælg syv mennesker, som trækker vejret.”
Men det at være en kristen garanterer ikke nødvendigvis, at det menneske lever et liv ledt af Helligånden. Man må tilbringe tid i Guds nærvær indtil man ”bliver iført kraft fra det høje.” (Luk. 24, 49).