Du siger måske, "Jeg tror, jeg er velforberedt til en hver modgang. Jeg er trods alt Herrens trofaste vidne. Jeg skammer mig ikke over evangeliet, og jeg lever et pænt og moralsk liv. Jeg giver tiende, jeg læser min Bibel og jeg går regelmæssigt i kirke."
Det er muligt at være en troende og alligevel være på afstand af Herren. Faktum er, at hvis du ikke tilbringer tid med ham – hvis ikke du trækker på hans styrke – vil dit hjerte sygne hen. Dine ord har lille eller ingen kraft eller resultater, og dit vidnesbyrd er livløst. Hvorfor? Fordi du er kommet på afstand af din kilde til styrke.
Begå ikke den fejl at måle din vandring med Kristus på dine gode gerninger i stedet for på hans tilstedeværelse i dit liv.
Du kan simpelthen ikke behage Herren mere – være mere i hans vilje – end gennem den enkle handling: at være tæt på ham i bøn.
Vi ved dette fra apostle Paulus' liv. Paulus havde haft mange hårde tider og været i mange farefulde situationer. Denne gudfrygtige mand vidste hvad det ville sige at miste alt: at være sulten og tørstig; lide afsavn, være fattig, blive forladt, ligge lænket i en fugtig fangekælder, alene og forladt selv af sine nærmeste venner.
Men Paulus sygnede ikke hen. Faktisk blev apostlen stærkere gennem hver trængsel. Hvordan kunne det være? Det var fordi han kendte hemmeligheden til at få og bevare sand styrke.
Paulus vidnede: "Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. Gid det ikke må blive tilregnet dem! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft… Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder!" (2. Tim. 4, 16-18 – min fremhævelse).