Ubegrænset Adgang til Faderen

"I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud." (Ef 3:12).

Guds børn har et af de største privilegier som nogensinde er skænket menneskeheden. I frihed og frimodighed har vi ret til at forstyrre vor Herre på et hvilket som helst tidspunkt.

Vor himmelske far sidder på en trone i evighedernes evighed, og ved hans højre hånd sidder hans søn, vor velsignede Herre og frelser, Jesus. Udenfor denne tronsal er der porte, som åbner sig for alle dem som er i Kristus. På et hvilket som helst tidspunkt - dag eller nat, døgnet rundt -  kan vi passere forbi de vogtende engle, serafer og alle de himmelske hærskarer og frimodigt gå ind igennem disse porte og nærme os vor fars trone. Kristus har sørget for direkte adgang til faderen for os, så at vi kan modtage al den barmhjertighed og nåde som vi trænger til, uanset hvordan vore omstændigheder er.

Sådan har det ikke altid været. I det Gamle Testamente havde ingen personer adgang til faderen, med undtagelse af nogle få. For eksempel ved vi at Abraham nød et vist mål af adgang til Herren. Denne fromme mand blev kaldt Guds ven, han hørte fra Herren, han talte med ham, han havde samfund med ham.

Men alligevel forblev selv Abraham "udenfor forhænget." Selv om han var Guds ven, så havde han aldrig adgang til det allerhelligste, hvor Gud boede. Det åndelige forhæng som skilte dem var endnu ikke blevet revet itu.

På et punkt i Israels historie erklærede Gud at han ville tale til profeterne igennem drømme og syner: "Da sagde Herren: "Hør mine ord ! Er der en profet blandt jer, giver jeg mig tilkende for ham i et syn, taler jeg til ham i en drøm." (4.Mos. 12:6).

Dette var en meget begrænset adgang til Gud. Men, igen var der en undtagelse: Moses, Israels leder. Gud sagde om ham: "Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses, han er den betroede i hele mit hus, ham taler jeg med ansigt til ansigt, ligefremt og ikke i gåder, han får Herrens skikkelse at se" (4.Mos. 12:7-8). Lige som Abraham, talte Moses med Gud, og Gud talte med ham. Han tilbragte fyrre dage i Herrens nærvær indtil hans ansigt skinnede. Moses havde åbenbart adgang til en hel del.

Men resten af Israel havde ingen kendskab til den form for adgang. Herren sagde til dem: "Der skal være et stadigt brændoffer som I skal bringe, slægt efter slægt, ved indgangen til åbenbaringsteltet for Herrens syn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig, og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels børn..." (2.Mos. 29:42-43). Ingen havde tilladelse til at gå ind i det allerhelligste, hvor Guds nærvr var. Bare ypperstepræsten havde tilladelse til at gå ind, en dag om året, på soningsdagen. Derfor måtte folket bringe sine ofre til døren til tabernaklet. De kunne kigge ind gennem døren, men de kunne ikke se noget klart, de kunne bare undres over Guds majestæts herlighed som opholdt sig derinde.

Igen var dette en yderst begrænset adgang. Det var som om Gud sagde til dem: "Kom til min yderdør, og jeg vil møde jer der, så kan vi snakke." De blev ikke inviteret indenfor. Herren talte til dem inde fra tabernaklets dør. Kan du forestille dig at måtte kommunikere med en nær ven på denne måde?

Indvendig skilte et forhæng det hellige fra det allerhelligste. Når ypperstepræsten nræmede sig forhænget skælvede han sikkert, det var meget frygtindgydende at have adgang til Guds herlighed. Om du bare gjorde en eneste uren handling i hans nærvær, da ville du falde død til jorden, Guds hellige nærvær tålte overhovedet ingen form for synd.

Hvilken ærefrygtindgydende begivenhed soningsdagen må have været. På den dag samlede alle Israels børn sig rundt om indgangen til tabernaklet. Det var den samme dør, hvor Gud havde givet Miriam dom fordi hun stillede spørgsmålstegn ved Mose' lederskab, og til Datan og Abiram fordi de have gjort oprør mod Moses.

Nu stod mængden i ærefrygt mens Aron, ypperstepræsten, gik ind i dette mystiske værelse for at møde den almgtige Gud. De havde fået illustrationer om hvad der foregik derinde, men de var tavse af forundring: "Hvordan er det derinde? Har Herren en synlig skikkelse? Er hans røst som den frygtindgydende stemme, som vi hørte ved Sinai bjerget? Er han god og mild, eller er han skræmmende?"

Selv David, Israels kære salmist, havde begrænset adgang til Gud. Skriften siger at han samtalede med Gud. Han kendte Herren som sin forsvarer, sin tilflugt, sin bevarer, sin styrke, ingen fortalte mere majesttæisk eller kraftfuldt om Gud end denne mand gjorde. Men selv om det var sådan, så havde David ikke det samme privilegium til at gå ind i det allerhelligste sted. Gennem hele salmernes bog, taler David om at længes og hungre efter Gud. Han råbte og anmodede om at måtte komme indenfor forhænget men han opnåede det aldrig: "Dyb råber til dyb..." (Sal. 42:8).

Salomon udtrykker også denne utilfredsstillede længsel efter at nå ind til Herren: "Min elskede stak hånden gennem hullet, og mit indre skælvede. Jeg stod op for at åbne for min kæreste; mine hænder dryppede af myrra, mine fingre dryppede af flydende myrra ned over dørslåen. Jeg åbnede for min elskede, men min elskede var forsvundet; han var væk, og jeg blev ude af mig selv, jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke." (Hjs. 5:4-6). Her er den guddommelige længsels sprog: "Jeg søgte ham, jeg længtes efter ham, jeg ville have ham. Men jeg kunne ikke finde ham."

Salomo byggede et majestætisk tempel i Jerusalem til Guds ære. Da bygningen var færdig, "bragte Salomo sin far Davids helliggaver, sølvet og guldet og alle karrene... for at føre Herrens pagts ark... Præsterne bragte Herrens pagts ark til dens plads i templets inderste rum, det Allerhelligste ..." (2.Krn. 5:1,5,7). Efter at alt var sat på plads, inviterede Salomo Gud til at komme for at hellige det allerhelligste med sit nærvær. Og Gud gjorde det, han steg ned i en sky og fyldte templet.

Alle i Israel troede at Gud boede i det store tempel i Jerusalem. Derfor stilede alle israelitterne sine bønner imod det. Salomo bad til Herren: "Når dit folk rykker ud til kamp mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig vendt mod denne by, som du har udvalgt, og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, så hør fra himlen deres bøn og bønfaldelse, og skaf dem deres ret!" (2.Krn. 6:34-35).

Salomo bad: "Herre, når vore hære rykker ud til kamp mod vore fjender, så hør dem når de stiler deres bønner til dig her i dit tempel, giv dem held i krigen." De så på Gud som om han ikke var på slagmarken, men i det hellige rum i Jerusalem.

Desuden, om Israel blev taget til fange, så skulle de "og de beder vendt mod deres land ... og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, så hører du i himmelen ... deres bøn... " (6:38-39). Dette er grunden til at Daniel åbnede sit vindue i Babylon og bad vendt mod Jerusalem (se Dan. 6:11). I dag vender jøderne sig fortsat mod Jerusalem for at bede. Jeg var en gang på et fly da en ortodoks jøde tog sit bønnesjal på, han stod i midtgangen og bad mod Jerusalem.

Men på trods af Guds herlighed i templet - på trods af syner og drømme, som blev givet til profeterne, på trods af englebesøg - så blev Guds folk på ydersiden af forhænget. Døren til det allerhelligste var endnu ikke blevet åbnet, og adgangen til ham var stadig begrænset.

Kristi liv i menneskelig skikkelse sørgede for en bedre adgang til faderen. Men selv da var adgangen stadig begrænset. Da Jesus kom til verden som et spædbarn, var der kun nogle få mennesker tilstede, en håndfuld hyrder og vise mænd. Resten af menneskeheden var ikke opmærksomme på hans komme. Hjemme i templet i Jerusalem syslede præsterne med deres pligter og folket fremsagde deres bønner, alle udførte de deres sædvanlige pligter og rutiner.

Da Jesus var en ung mand, var der nogle få mennesker som så ham i templet. Det var hovedsagelig præster og skriftkloge, som undrede sig over hans kundskab angående Guds ord. Men folk i almindelighed vidste ikke hvem han var. Senere var der nogen som, mødte ham i tømreværkstedet hvor han svedte og sled. Men hvem kunne tro at Jesus var Gud i kødelig skikkelse, der hvor han reparerede deres ødelagte stole? Han var ganske enkelt Josefs søn, en fin ung mand, som vidste en masse om Gud.

Da Jesus begyndte sin tjeneste, rettede han sin forkyndelse mod en lille befolkning i et meget lille land - det vil sige, mod de fortabte får af Israels hus. Og fordi han bare kunne være på et sted ad gangen, så var adgangen til ham begrænset af transportmulighederne.

Om du ønskede at komme til Jesus, så måtte du gå til Judæa, og hvis du levede udenfor Israel, måtte du rejse i dagevis eller ugevis med båd, kamel eller til fods. Derefter måtte du finde ud af hvilken landsby han opholdt sig i, så måtte du finde nogle folk og bede dem om at hjælpe dig med at finde ham. Hvis han lige havde forladt byen, så måtte du lytte til rygterne om hvor han var taget hen. Du var måske nødt til at leje en båd for at komme over på den anden side af søen, eller vandre hele dagen og natten for at komme ud i ødemarken, hvor han underviste masserne.

Men når du fandt Jesus, så måtte du være fysisk nær nok til at høre hans stemme, blive berørt af ham, blive velsignet af hans hellige nærvær. Du kunne pørve at trænge dig igennem folkemængden for at få fat i ham, men alle de andre ønskede ogs at komme nærheden af ham.

Dette var en meget begrænset adgang. For at få fat i Herren, mtåte du være på rette sted til rette tid. Tag bare den blinde mand som hørte Jesus gå forbi. Da denne mand fandt ud af hvem det var, råbte han: "Jesus, helbred mig, så at jeg kan få mit syn igen." Først da kunne Kristus genoprette ham.

Eller, tag for eksempel den blodsottige kvinde, hun måtte skubbe og kravle igennem mængden for at røre ved Jesu kappe, der var hele tiden andre som også prøvede at bane sig vej hen til Jesus.

Der var også enken i Nain, som ledede begravelsesfølget for at jorde sin døde søn. Jesus krydsede hendes vej, og da rørte han ved båren, rejste drengen sig op fra de døde.

Eller tænk p den lamme mand ved Betesta dam. Mange syge og plagede mennesker var forsamlede for at blive helbredt, men denne mand var på det rette sted på det rette tidspunkt. Da Jesus gik forbi ham helbredte han ham.

Som oftest måtte du beregne og planlægge forud for at få Herren at se. Zakæus gjorde det, han kravlede op i et træ for at f et glimt af Jesus. Fire andre mænd løste et tilsvarende problem på en vens vegne. Da de havde lokaliseret den bygning, hvor Kristus underviste, lavede de et hul i taget og sænkede båren med deres ven ned igennem hullet, lige for øjnene af Jesus.

Til sidst, helt pludseligt, i et herligt øjeblik sørgede Jesus for en fuldstændig uhindret adgang til Faderen. Bibelen siger at på Golgata, på et blodbestænket kors, " ... Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst." (Matt 27:50-51).

I det øjeblik Jesus døde blev forhænget i templet i Jerusalem bogstaveligt revet i to. Det var i det øjeblik at vores skæbne blev beseglet. I det øjeblik vor Herre opgav ånden, fik vi fuldstændig, uhindret adgang til det allerhelligste: "Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme." (Heb 10:19-20).

Denne iturivelse af det fysiske forhæng reprsæenterer det som skete i den åndelige verden. Endelig var vi i stand til at glæde os over noget, som generation efter generation ikke havde kunnet. Vi havde fået et privilegium som ikke en gang Abraham, Moses eller David havde. Vi havde adgang til det allerhelligste, til selve den almægtige Guds tronsal. Døren var ikke længere lukket for os, alle kunne nu se ind og gå ind, uhindret adgang var nu tilgængelig.

Desuden blev Jesus ved sin død vores ypperstepræst. Han steg op til det nye Jerusalem, til et tempel som ikke var gjort med menneskehænder. Der påtog han sig rollen som vores ypperstepræst, han vandrede lige ind i den hellige Guds nærvær, og med røgelsen fra sine egne forbønner, præsenterede han sit blod ved nådestolen. Så satte han sig ved faderens højre hånd, med al kraft, magt og herlighed.

I det øjeblik krvæede Jesus sin pagts rettigheder: at kunne modtage ind i sit åndelige legeme alle de som ville omvende sig og modtage ham som Herre. Og han sendte sin Hellige Ånd for at kalde alle sine børn til sig: "Jeg har åbnet døren ind til faderen, I vil nu blive anerkendt blot ved at I tror og er i mig, så kom frimodigt i tro. Jeg vil tage jer ind i min faders nærhed, han som nu er jeres far, I har uhindret adgang til ham, dag og nat."

Hvad er den største smerte som Jesu hjerte overhovedet kan opleve? Jeg tror det er, at en generation som har modtaget fuldstændig uhindret adgang, ikke kommer ind til ham.

I råhundreder har Guds folk tigget og bedt om at måtte gå gennem forhænget. De længtes og hungrede efter at se denne tids velsignelser. Den adgang, som vi nu kan glæde os over, er selve den adgang som Moses længtes efter. Det er den samme adgang som Davids hjerte kunne se, men ikke kunne opnå. Det er den adgang som Daniel ikke havde, selv om han bad til Herren tre gange om dagen. Vore forfædre så at denne adgang ville ske i vor tid, og de glædede sig på vore vegne.

Men vi, som har fået retten til denne vidunderlige gave, tager den for givet. Døren er blevet åbnet for os, alligevel nægter vi at gå ind i dagevis, ja ugevis ad gangen. Hvilken forbrydelse! Vi ringeagter Jesu blod, hver gang vi vandrer skødesløst forbi den adgangsdør, Han købte til os. Herren fortalte os at vi havde alle de nødvendige resurser om vi bare ville komme til ham. Alligevel fortsætter vi med at pege fingre ad hans kostelige gave.

Skriften formaner os: "Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast." (Heb. 10:22-23). Dette afsnit taler tydeligt om bn. Gud beder os indtrængende: "Kom ofte ind i mit nærvær. Dagligt. Du kan ikke opretholde din tro hvis du ikke kommer nærmere ind til mig, hvis du ikke frimodigt kommer ind i mit nærvær, da kommer din tro at rokkes."

Du kender måske kristne som en gang var brændende for Jesus. De havde altid kvalitetstid sammen med Herren, søgte hans ord og lukkede sig inde med ham. De vidste at de måtte være ham nær for at holde sin tro i live.

Men nu ser du de samme kristne som bare "tænker" sine bønner. Eller de løber ind i Guds nærhed bare for nogle få minutter, for at sige: "Hej Herre. Velsignet vræe du. Vær så sød at lede mig i dag, jeg elsker dig Jesus. farvel." Deres søgende hjerte er borte, det samvær, som de engang nød sammen med Herren i ro og mag, findes ikke længere. Når du spørger dem om deres skrinlagte bønsliv, så hævder de at de "hviler i troen."

Jeg siger dig, bønneløse mennesker bliver snart mennesker uden tro. Jo mere de forsømmer adgangens gave, og nægter at nære sig på Guds forsyninger, jo længere driver de bort.

Da Jesus vandrede på jorden gjorde han sig selv tilgængelig for hele befolkningen. Han underviste i synagoger, ved strandbredder, i både, han helbredte de syge, udførte undere og mirakler. Han løftede sin stemme på højtiderne og råbte: "Jeg er det levende vand. Kom til mig, og jeg vil tilfredsstille din tørstende sjæl." Alle kunne komme nær til ham og fåsin tørst slukket.

Men vor Herres invitation blev for det meste overset, han råbte ud over folket: "Jerusalem, Jerusalem! Du, som slår profeterne ihjel og stener dem, som er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke." (Matt. 23:37). Han sagde til Israel: "Jeg er her nu, tilgængelig for jer, jeg har bedt jer om at komme til mig for at f helbredelse og for at få dækket jeres behov, men I ville ikke komme."

Hvordan reagerede Jesus på folkets afvisning af ham? Han udbrød: "Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt!" (Matt 23:38). Det ord Jesus bruger her for de antyder ensomhed, ufrugtbarhed, ødemark. Han sagde: "Deres menighedsliv, deres hjem og åndelige vandring - kommer alle til at indtørre og dø."

Tænk over det. Om ikke forældrene søger Gud daglig, da vil deres børn heller ikke gøre det, men deres hjem vil i stedet for blive fuld af verdslighed, åndelig ufrugtbarhed, og ensomhed helt uden liv. Til slut vil deres familie ende i fuldstændig fortabelse.

Husk på at Jesus talte disse advarsler på en nådens dag, desuden sagde han: "For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" (Matt. 23:39). Betydningen er her : "Jeg har givet jer al den adgang som I behøver for at leve et sejrende liv. Men I har overset mit tilbud. Jeg græmmes, men jeres beslutning kommer til at bringe ensomhed ind i jeres liv og hjem, og I vil ikke se mig igen før end i evigheden."

Hvornår kom du sidst til Gud for at finde alt det du trænger til i dit liv? Var du i vanskeligheder, stod du i en krise i din familie, dit arbejde, din helse? Der er ikke noget galt ved at tilegne sig adgang til Gud i tider med alvorlige behov. Esajas skriver: "Herre, i nøden søgte de dig; da du tugtede dem, trængte de ind på dig med bønner." (Esajas 26:16). Salmisten vidner: "Jeg råber højt til Herren, jeg beder Herren om nåde. Jeg udøser min klage for ham, fortæller ham om min nød." (Sal 142:2-3).

Vor Herre er en far som bryder sig inderligt om alle sine børns vanskeligheder. Hver gang vi står over for vanskelige tider, så bønfalder han os om at komme nær og siger: "Kom, udøs alle dine vanskeligheder, behov og klager til mig. Jeg vil høre dit råb og svare."

Men, for mange kristne da er det den eneste anledning, hvor de søger deres far. Jeg sprøger dig - hvor er længselen efter Gud som David beskriver, den dybe tørst efter at være i Guds nærvr? Hvor er den daglige gudstjeneste, hvor du udser dit hjerte i kærlighed og tilbedelse.?

Du kan protestere: "Og hvad så om der findes nogle kristne som ikke beder? De er stadig troende - renset ved blodet, tilgivet og på vej til himmelen. Hvor ligger faren hvis man er blevet lidt lunken?"

Jeg tror vor far er klar over at vi lever i en hektisk tidsalder, med mange krav til  vores tid og vores kræfter. Og kristne bliver fanget i travlhed og aktiviteter præcis som alle andre, men jeg tror ikke på at Gud ser let på om vi afviser den indgang, som vi har til ham og som kostede hans søns liv.

Gud har gjort Kristus til vort faste tårn. Den retfærdige, "løber ind i det" og er i sikkerhed (se Ords. 18:10). Hvis du ikke går ind, da er du stadig på ydersiden af døren. Du befinder dig der hvor Israel var. Men Gud møder ikke nogen ved døren mere, alt det vi har brug for er indvendig: tilgivelse for synd, nåde i rette tid, kraft til at sejre.

Forestil dig hvor smertefuldt det m føles for faderen og sønnen. Jeg forstiller mig denne samtale imellem dem:

"Søn, du blev slået, spottet, korsfæstet og begravet, det gjorde så ondt på mig, at jeg lukkede mine øjne ved synet af det. Men alligevel opfyldte du den evige pagt. Du sørgede for anerkendelse og adgang for alle som vil have sin tillid  til dig. På grund af dig vil folket i de sidste dage være i stand til at komme til mig og de vil vokse utroligt i min styrke, bygge reserver af tro imod djævelen, som vil friste og prøve dem som aldrig før.

"Men hvor er I vore kære børn? Mandagen går, og vi ser dem aldrig. Tirsdagen kommer, og stadig ingen børn. Onsdagen oprinder, uden et glimt af dem. Torsdag, fredag og lørdag går, men vi ser dem stadig ikke. Kun om søndagen kommer de til os, når de er i kirke. Hvorfor kommer de ikke? Elsker de os ikke?"

Gud stillede Adam det samme spørgsmål da han gemte sig for Herren i edens have: "Adam. Hvor er du?" (1.Mos. 3:9). Herren vidste hvor Adam var hele tiden. Det han egentlig spurgte Adam om var, hvorfor han havde givet afkald på fællesskabet med ham, og han viste Adam, hvor farligt det var at skjule sig for hans åsyn.

Kristne, som ikke bruger adgangen til faderen, ender til sidst med at være i en tilstand som kirken i Sardes. Herren befalede Johannes: "Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død." (Åb 3:1).

Jesus siger: "Du kan være en god person, en som vil gøre alt for alle. Du har et godt ry både i menigheden og i verden. Du er kendt som en der virkelig er levende i Kristus, velsignet af Gud, men en tilstand af død har sneget sig ind i dit liv, noget fra verden har sølet dig til."

"Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sløet deres klæder til..." (3:4). Hvad er det denne tilsøling henviser til her? Det er dit bønneliv. Og her kommer Jesu advarsel til os: "Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud." (3:2).

De troende i Sardes havde ikke været vågne. De havde ikke været i bøn og ventet på Herren. De søgte ham ikke som de før havde gjort. I stedet tillod de sig at blive skødesløse, og kom ikke dagligt til Gud for at hente hjælp, derfor er de blevet sølet til. Det ord Jesus her bruger om tilsølet antyder en plet af synd, en sort plet på en hvid kappe. Kristus fortæller os: "Dersom du ikke beder, har du intet forsvar imod fjenden, din uagtsomhed gør at din kappe har pletter."

Men Jesus siger om nogle få: "Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til." (3:4). Han siger: "Du har stadig en lille flamme af attrå for mig. Du ønsker ikke at miste mit nærvær, at blive overgivet til ufrugtbarhed. Rejs din hunger igen i en hast, gå tilbage til lønkammeret, og kald på mig. Blæs på troens flamme inden den dør - inden døden sniger sig ind i din sjæl, som den har gjort med så mange rundt omkring dig."

Lad være med at negligere den store gave det er at have adgang til faderen. Din evige fremtid afhænger af det, bed og søg Herren Han har sørget for adgangen og han lover at møde alle dine behov.