Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet.

Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme. Den, der former en gud og støber et gudebillede, har ingen gavn af det. Nej, alle tilhængerne bliver til skamme, håndværkerne er kun mennesker. Lad dem blot træde samlet frem, de skal alle gribes af skræk og skam.

Det er muligt for alle kristne, at miste kontrollen over sin ånd. Når det sker, er resultatet forvirring, strid og konflikt: "En åben by uden mur: en mand uden selvbeherskelse" (Ordspr. 25, 28). Det er et billede på manglende selvkontrol.

Alle det Gamle Testamentes profeter forudsagde Kristi komme. Når han kom, ville han komme med velsignelse – hele de brudte hjerter, proklamere frihed for de fangne, helbrede de syge og bygge en ny menighed (se Esajas 61,3). ”..for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod.” (61, 3).

Jeg har en slags refleks i mig. Det er en refleks, som viser sig hver gang jeg kommer til kort i min vandring med Herren. Jeg taler om min tendens til at gribe til gerninger frem for at fatte, Guds ufattelige nåde kan retablere mit forhold til ham.

Jeg tror, de fleste af os har denne ’systemfejl’ i vores indre. Det er derfor Paulus fremhæver Guds nåde igen og igen i det Nye Testamente. I det ene brev efter det andet, understreger han, at nåden er tilstrækkelig til, vi kan have et sandt fællesskab med Herren.

Ofte er bøn et af de mest selvviske områder i de kristnes liv. Mange af os må indrømme, at vores bønner er fokuseret på vore egne behov.

En gang imellem ser vi måske ud over vores egne bekymringer og beder for andre. Men som oftest, når vi siger til nogen, "Jeg vil bede for dig," så gør vi det ikke. Eller vi beder en enkelt gang og glemmer snart alt om den persons behov.

Vi hører meget om håb – fra politikere, fra utallige bøger, fra dvd og andre medier. Men de budskaber vi bliver tilbudt synes ikke at have nogen langtidsvirkning.

Vi bliver måske opmuntret af det vi hører i disse budskaber. Og jo, vi føler os forfriskede og håbefulde for en stund. Men det vi bliver tilbudt, er ikke et varigt håb, og snart sygner det hen.

Hele verden sukker efter et urokkeligt håb. Lige nu er det indre råb fra menneskeheden på kloden: ”En eller anden hjælp mig. Giv mig et håb – et der holder.”

Tirsdag den 11. september 2001 blev tvillingetårnene World Trade Center i New York City ødelagt. Fem dage senere, mens jeg sad og forberedte dette budskab, kiggede jeg ud af mit vindue i vores lejlighed, som ligger på 30. etage. Kæmpe skyer af røg steg stadig op fra ruinerne. De steg op fra murbrokkerne og drev ud over Hudsonfloden og hen over Frihedsgudinden.

For nylig kom jeg tynget til Herren i bøn. Jeg havde mange byrder og problemer. Jeg begyndte at føre min sag frem for ham:

"Åh Herre, jeg har aldrig før været så tynget. Jeg kan næsten ikke fortsætte! Jeg er så træt i mit hoved. Jeg tror ikke jeg kan få et nyt budskab. Du bliver nødt til at hjælpe mig med disse tunge byrder, som du har lagt på mig i min tjeneste og i mit liv. Jeg må have min styrke fra dig, Herre. Hjælp mig!"

Ikke noget med at gemme hovedet i busken. Ingen blødsødenhed. Nej jeg går lige på og hårdt. Den synd som får Gud til at græde dagligt, bliver begået dagligt - ikke af uretfærdige hedninge, men af mangfoldige kristne! Synden er, at tvivle på Guds kærlighed til sine børn.

Når kristne taler om ovensalen, refererer de som oftest til pinsen. Selve ordet 'ovensalen' indeholder en glædelig betydning for menigheden, og ikke kun fordi forunderlige ting skete den dag. Det var en begivenhed fyldt med kraftfulde løfter til alle Jesu efterfølgerne gennem tiderne.