Mange kristne kæmper lige nu med nogle af de største forhindringer i deres liv. I min egen forsamling står folk overfor forhindringer, som ikke ser ud til at kunne forceres. De kæmper med arbejdsløshed, regninger som hober sig op og fremtidige behov som hastigt nærmer sig. Ægteskaber er under pres. Pårørende er syge; og børn kæmper med troen.
Jesus tjente en stor menneskemænge, da disse begyndte at blive sultne. Han tog sin discipel Filip til side og stillede ham et vigtigt spørgsmål: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise? Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.” (Johs. Ev. 6, 5-6).
Gennem hele Bibelen bliver Guds folk befalet at bede til enhver tid. Vi skal bede når vi er nedtrykte, i gode tider såvel som dårlige tider. Ja, vi skal bede til alle tider – i perioder med glæde og godt heldbred, såvel som i perioder med sygdom og depression; i tider med fred og fremgang såvel som i tider med tristhed og sorg. Uanset vores situation eller tilstand skal vi bede uden ophør.
"Og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden." (1. Johs. 5, 6).
Fro flere år siden blev jeg inviteret til at deltage i et vækkelsesmøde i en forstadskirke uden for New York City. Folk havde været helt vilde over en 'succesfuld kampagne', som var blevet afholdt af to unge mandlige evangelister. Til sidst valgte jeg at tage til et af deres møder, og jeg fik en plads oppe blandt lederne. Men jeg anede ikke, at jeg skulle komme til at opleve noget helt forfærdeligt!
Der er tre store sandheder, jeg vil fremhæve for dig. Hver sandhed er en definition på hvordan en kristen bør være.
Tre salvede Guds mænd er de bedste eksempler på disse sandheder. De er Johannes Døberen, Stefanus og Peter. Johannes var stemmen, Stefanus afspejlede herligheden og Peter tog det vovede trosskridt. Deres eksempler burde være en hver sand troendes mål, ifald de er overgivet til Herren Jesus Kristus.
"Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania" (Johs. 11, 1). De fleste kristne kender beretningen om Lazarus. Han boede sammen med sine to søstre, Maria og Martha i landsbyen Betania. Jesus foretrak at overnatte hos dem. Kristus vidste, at denne sammentømrede familie elskede ham, og han elskede også dem højt. Han benyttede endog deres hjem, når han havde brug for at trække sig åndeligt tilbage. Det var en stille oase for ham i forhold til de store folkemængder.
Husk kong Davids vidnesbyrd. Han sagde: Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt.” (2. Sam. 22, 2-3). Han sagde om den gudfrygtige, ”Han frygter ikke budskab om ulykke, hans hjerte er trygt i tillid til Herren.” (Sal. 112, 7).
Bibelen gør det klart, at der desværre kun er en lille procentdel af Guds folk i enhver tidsalder, som virkelig stoler på Herren som deres befrier. Når du ser på de troende i dag, hvor mange ser du så virke med sådan en fredfyldt tillid?
Vi længes efter at se vores menigheder forandret og fyldt med Guds kraft og herlighed. Apostlenes Gerninger viser os vejen.
I kapitel 3 har Peter og Johannes netop været en del af den historiske åndelige vækkelse på pinsedag. Jesu efterfølgere havde været samlet i ovensalen, da Helligånden kom over dem og fyldte alle de tilstedeværende. En folkemængde samledes udenfor, og Peter fik Åndens frimodighed til at gå ud og prædike for dem – tre tusinde mennesker tog imod Kristus på en time.
Elias havde lige gjort noget mirakuløst. Han havde ene mand konfronteret 400 ba'alprofeter og sejret over dem. Gud havde givet sin profet en mægtig sejr. Elias så forbløffende ting fra himlen blive tilføjet hans liv og tjeneste.
Det er på høje tid, at tale imod den Hollywood-hellighed og show business frelse som nu har inficeret Guds hus. Hvor må det bedrøve Guds hjerte, at se så mange, som kalder sig kristne, fordærve og tilsmudse sig selv ved djævelens bord. Der er en cancerknude af verdslighed som vokser i menigheden.
