"Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. Han reddede mig fra min mægtige fjende, fra dem, som hader mig, de var mig for stærke. De truede mig på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig." (Salme 18, 17-20 - min kursivering).
Johannes Åbenbaring fortæller os, at i de sidste dage, vil Satan rejse sig i vrede og rase mod den hellige rest. Denne rest er naturligvis Kristi Legeme, som holder fast ved Guds bud og Jesu vidnesbyrd. (Åb. 12, 17).
I Kristi kirke taler vi ofte om åndelig krigsførelse. Krigen er beskrevet i Johannes Åbenbaring som et verdensomspændende angreb, som Satan sætter ind mod Kristi Legeme: ” Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem…” (13, 7).
I lang tid har jeg undret mig over et problem, som har eksisteret i menigheden i årevis - og det bekymrer mig meget. Problemet er, hvorfor er det så svært for kristne at bede?
Skriften viser os tydeligt, at svaret på alt i vores liv er bøn kombineret med tro. Apostlen Paulus skriver, "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak." (Fil 4:6). Paulus fortæller os, "Søg Herren angående alle områder i jeres liv, og tak ham på forhånd for at han har hørt dig!"
Dette budskabs titel er ikke en joke. Jeg er ikke spottende. Jeg mener, at Bibelen taler meget klart om dæmonerne på dette område: De kan ikke svømme, fordi de afskyr vand!
Gud kan ikke bruge nogen inden han har fået vedkommende til at stå på hellig grund. En hellig Gud må have hellige mennesker til at stå på hellig grund.
Hellig grund er ikke et fysisk sted, men det er åndeligt. Da Gud befalede Moses til at tage sine sko af fordi han stod på hellig grund, da talte han ikke om et par kvadratmeter jord, men han henviste til den åndelige situation.
Gud kaldte Moses fra en brændende busk og befalede ham:
"Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Tag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står, er hellig jord! (2 Mos. 3:5)
Jeg vil komme med tre statements til dig omkring Guds berøring af nogens liv.
Jeg er overbevist om, at der over hele verden er en længsel efter Kristi kompromisløse nåde. Skriften bekræfter denne længsel. Lukas skriver, at da Jesus prædikede for en stor mængde mennesker på bjerget, som ”var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt. ” (Luk. 6, 16). Disse mennesker var kommet, fordi de havde hørt rygter om en nådens mand, som kunne helbrede dem.
I Markus 5, havde Jesus netop prædiket i en by ved kysten, og havde sendt folk væk. Nu har han vendt sit blik mod gerasenernes land på søens anden bred. Jeg tror, at så snart Kristus satte kurs mod byen, så skælvede helvede.
Gennem hele Bibelen hører kan vi læse disse vidunderlige ord, udtalt af mange af Guds tjenere: "Din Gud er nådig, barmhjertig, gavmild, kærlig, villig til at tilgive, fuld af miskundhed og sen til vrede" (Se 2. Mos. 34, 6; 5 Mos. 4, 31; Jonas 4, 2; Joel 2, 13; Rom. 2, 4). Disse ord om Guds miskundhed bliver gentaget igen og igen af mænd som Moses, Jonas, David, profeterne og apostlen Paulus.
Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby (Nazareth), og hans disciple fulgte med ham… og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? … Og de blev forarget på ham. Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste. (Markus 6, 1-2 og 5-6).
