Jeg ønsker, at vise dig historiens mest tragiske menneske. Det er ikke Judas; det er ikke Herodes, det er ikke engang en gudsfornægter. Han var Davids søn, konge i Jerusalem og den sørgeligste og mest patetiske mand på jorden.
Læs venligst videre når jeg fortæller dig, om en gammeltestamentlig konge, som levede mange år før Betlehem og Golgata, og som gik glip af Kristus. Hvordan kunne han det, når han levede århundrede før Kristus blev født?
Det er et populært emne blandt pastorer i dag. Hver eneste søndag, i hele USA, siger prædikanter, "Jeg inviterer dig til at engagere dig i fællesskabet." Der findes bøger om emnet — at engagere sig i fællesskabet. Der er podcasts og der er prædikener. Og det hele lyder så smukt, fordi de lyder som om, de taler om et fællesskab, som styrker båndet mellem Kristi efterfølgere.
”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” (Mat. 10, 32-33).
Bibelen fortæller om Jesus, da han blev døbt i Jordanfloden: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt. 3, 16-17).
Jeg ønsker at fortælle dig om den uhåndgribelige fare der er ved en almindelig tendens blandt mange kristne. På overfladen ser denne tendens måske harmløs ud, men i realiteten kan den bevirke at man lider skibbrud i sit kristne liv. Jeg kalder denne farlige tendens udøvelsen af 'at tage et skridt i den rigtige retning.'
Det er altid godt at tage et trosskridt, når vi har sat vores lid til Kristus. Som en Herrens tjener bifalder jeg altid sådan et skridt. Men Bibelen fortæller os, at der er stor fare, hvis vi ikke tager skridt nummer to med forøget tro.
Der er en unik oplevelse, som er almindelig for alle, der følger Jesus. Jeg taler om de kolossale åndelige nedture, som følger efter at have været helt oppe på bjergtoppen i forhold til velsignelse eller sejr. Vi kalder det for tørkeperioder. De synes som en nedtur til åndeligt mørke, hvor man bliver omsluttet af store prøvelser, efter at have oplevet en særlig berøring fra Gud.
The Old Testament is full of types and shadows of New Testament truth. Whenever I have a difficult time trying to understand a truth from the New Testament, I turn back to its foreshadowing in the Old. In fact, I believe there isn't a single episode or story in the Old Testament that is not full of ripe truth for New Testament believers.
My preacher grandfather once told me, "David, if you're going to teach about character, you have to go to the Old Testament. That's where all the character teaching is." I believe he was right.
"Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi rose os af håbet om Guds herlighed... Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus." (Rom. 5, 1-2, 17).
Et dejligt ungt par, begge mine åndelige børn, faldt for nylig i synd og blev tvunget til at forlade deres tjeneste. I næsten en uge gemte de sig på et hotelværelse, hvor de græd, led og var fortvivlet over livet. De følte, at Gud havde forladt dem, at venner havde forrådt dem; og de følte sig uduelige i Guds rige.
I det Gamle Testamente, giver Habakkuk os en forunderlig profeti om Endetiden. Denne bedende profets navn betyder, ”omfavnet af Gud.” Skriften indikerer, at Habakkuk var en mand, som trofast kæmpede med Herren i bøn. Og hans profeti kom i en meget umoralsk tid.
