Tirsdag den 11. september 2001 blev tvillingetårnene World Trade Center i New York City ødelagt. Fem dage senere, mens jeg sad og forberedte dette budskab, kiggede jeg ud af mit vindue i vores lejlighed, som ligger på 30. etage. Kæmpe skyer af røg steg stadig op fra ruinerne. De steg op fra murbrokkerne og drev ud over Hudsonfloden og hen over Frihedsgudinden.
For nylig kom jeg tynget til Herren i bøn. Jeg havde mange byrder og problemer. Jeg begyndte at føre min sag frem for ham:
"Åh Herre, jeg har aldrig før været så tynget. Jeg kan næsten ikke fortsætte! Jeg er så træt i mit hoved. Jeg tror ikke jeg kan få et nyt budskab. Du bliver nødt til at hjælpe mig med disse tunge byrder, som du har lagt på mig i min tjeneste og i mit liv. Jeg må have min styrke fra dig, Herre. Hjælp mig!"
Ikke noget med at gemme hovedet i busken. Ingen blødsødenhed. Nej jeg går lige på og hårdt. Den synd som får Gud til at græde dagligt, bliver begået dagligt - ikke af uretfærdige hedninge, men af mangfoldige kristne! Synden er, at tvivle på Guds kærlighed til sine børn.
Når kristne taler om ovensalen, refererer de som oftest til pinsen. Selve ordet 'ovensalen' indeholder en glædelig betydning for menigheden, og ikke kun fordi forunderlige ting skete den dag. Det var en begivenhed fyldt med kraftfulde løfter til alle Jesu efterfølgerne gennem tiderne.
Jeg voksede op i New York. Men mens jeg gik i gymnasiet flyttede min familie østpå til Texas. I mine førte år der, var jeg ikke kendt som Gary, men som ”Yankee.” Jo længere jeg holdt fast i min New York accent, des mere undrede folk sig, og sagde, ”Hvad siger du?”
Over hele verden er det oftest stillede spørgsmål lige nu: ”Hvad sker der? Der er frygt og panik over alt. Økonomien vakler over hele kloden. Hvordan ser vores fremtid ud?”
Som Jesu efterfølgere ved vi, at det eneste svar vi kan stole på, findes i Guds Ord. Verdens eksperter – økonomerne, politikerne, akademikerne – indrømmer alle, at de er forvirrede. Ingen kan forklare hvorfor bobler brister eller hvordan vi kom fra højkonjunktur til et pludseligt sammenbrud.
Mange kristne kæmper lige nu med nogle af de største forhindringer i deres liv. I min egen forsamling står folk overfor forhindringer, som ikke ser ud til at kunne forceres. De kæmper med arbejdsløshed, regninger som hober sig op og fremtidige behov som hastigt nærmer sig. Ægteskaber er under pres. Pårørende er syge; og børn kæmper med troen.
Jesus tjente en stor menneskemænge, da disse begyndte at blive sultne. Han tog sin discipel Filip til side og stillede ham et vigtigt spørgsmål: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise? Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.” (Johs. Ev. 6, 5-6).
Gennem hele Bibelen bliver Guds folk befalet at bede til enhver tid. Vi skal bede når vi er nedtrykte, i gode tider såvel som dårlige tider. Ja, vi skal bede til alle tider – i perioder med glæde og godt heldbred, såvel som i perioder med sygdom og depression; i tider med fred og fremgang såvel som i tider med tristhed og sorg. Uanset vores situation eller tilstand skal vi bede uden ophør.
"Og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden." (1. Johs. 5, 6).
Fro flere år siden blev jeg inviteret til at deltage i et vækkelsesmøde i en forstadskirke uden for New York City. Folk havde været helt vilde over en 'succesfuld kampagne', som var blevet afholdt af to unge mandlige evangelister. Til sidst valgte jeg at tage til et af deres møder, og jeg fik en plads oppe blandt lederne. Men jeg anede ikke, at jeg skulle komme til at opleve noget helt forfærdeligt!
