Når jeg læser i det Gamle Testamente, oplever jeg, at min tro bliver meget opmuntret af Davids eksempel. En forfærdelig katastrofe ramte denne mand, som medførte at han blev truet på livet af dem som stod ham nærmest. Jeg er imponeret over, at David var så besluttet på at få et ord fra Gud midt i denne vanskelige situation.

Dagens børn i Amerika er en tabt generation. Ingen anden generation i historien har været s hjemsøgt af sex, stoffer, alkohol, grådighed og drab i så ung en alder. Mit spørgsmål er, hvem kan vi give skylden?

Alle ved, at noget forfærdeligt er sket i vor nations skoler. Forbrydelser og vold er blevet så almindeligt, at mange skolebygninger nu har installeret metaldetektorer.Elever i syvende klasse er i stand til at skaffe sig våben, og de dræber deres klassekamerater uden at angre det.

Paulus sagde: "Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør." (1. Tim. 6,12)."Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen." (2. Tim. 4, 7).

Paulus mistede aldrig kampånden - han var fyldt af den til den dag han døde- Og mange af vores andre åndelige fædre døde også kæmpende.

Det er aftenen for jødernes påskefest. Jøderne har lukket sig inde i deres huse, for Gud har advaret om, at døden kommer til Egypten den nat! Blodet fra et lydefrit lam er blevet smurt over døren og på dørstolperne til alle husene, jævnfør Guds befaling. "Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne." (2. Mos. 12, 13).

Vi kan ikke adskille julen fra Kristi opstandelse. Du tænker måske, at opstandelsen er et påskebudskab, men fødslen af et barn i en stald, kan ikke adskilles fra manden på korset. Guds budskab til os ved de to begivenheder er det samme.

Da hyrderne stirrede på barnet i krybben, så de en frelser, som ville forløse hele menneskeheden. Da de vise mænd besøgte ham, så de en konge, som ville overvinde døden. Da profeterne så ind i Jesu tid, så de en befrier, som ville åbne fængselsdøre, løsne lænker og sætte fanger fri. De havde alle deres vision af hvem Jesus var, og hvorfor han kom.

I det Gamle Testamente var festerne ved højtiderne en stor begivenhed. Tre gange om året kom israelerne fra hele landet for at tage del i festlighederne i templet på Zion. Det var den mest religiøse handling for folket. Præsterne sammenlignede det med at ”komme ind for Guds ansigt”, eller ”komme Herren nær”.

Fornemmer du, at Gud er ved at udløse noget fantastisk i dit liv? Har han sagt til dit hjerte, ”Jeg har forberedt noget specielt for dig. Du skal gå ind i en vandring med mig, som du aldrig har gået før”? Måske er dit liv allerede blevet velsignet af Gud. Nu siger Helligånden, at de løfter han i sin tid gav, nu vil bære frugt på en måde, som vil forbløffe dig.

Hvis ovenstående er en beskrivelse af dit liv lige nu, kan jeg sige dig, med Skriftens autoritet: Vær rede til at granske dit hjerte.

Jesus sagde, "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer." (Johs. 14, 18).

Kristus sagde dette til sine disciple lige inden han gik til korset. Han samlede sine udvalgte en sidste gang til nadver inden han skulle korsfæstes.

Hvilken trist, sørgmodig flok disse mænd var. Deres eneste kilde til trøst på denne jord ville blive taget fra dem. Jesus var deres vejleder, deres lærer, deres glæde, fred og håb. Og nu skulle han fysisk forlade dem.

En kær kristen kvinde i Louisiana skrev til vores menighed: "Sidste søndag bad vores pastor om vidnesbyrd fra ugen, som var gået. Hans egen femårige søn stod frem og sagde, "Jeg havde en drøm i nat. Jesus fortalte mig, at han kommer snart." Helligånden anvendte denne dreng til at minde Guds folk om en herlig sandhed.

Desværre ved den nuværende generation meget lidt om Jesu genkomst i forhold tidligere generationer. Der bliver sjældent prædiket om Jesu komme i menighederne nu. Faktisk er det sådan at mange, som kalder sig kristne, ikke ønsker at høre om emnet. Hvorfor?

For 35 år siden lagde Gud mig på hjerte, at grundlægge et drengehjem i Amityville i New York på Long Island. Jeg følte stærkt, at Gud stod bag dette arbejde. Men efter bare halvandet år stilede myndighederne nogle umulige og strenge krav til hjemmet. De sagde, at vi skulle ansætte en psykolog på fuld tid, såvel som en rabbi eller en præst, hvis vi optog drenge, som var jøder eller katolikker. Vi havde ikke råd til at arbejde under disse forhold, så vi lukkede stedet.