Jeg har sat spørgsmålstegnet i overskriften med vilje. Som kristne ved vi, at Jesus har vundet sejren for os på Golgata. Han besejrede døden, Satan og syndens magt. For de troende, står et spørgsmål tilbage – ”Hvad nu? Jeg ved, at Jesus har sejret for mig på korset. Men hvad med min nuværende krise? Hvor er sejren i den kamp, som raser i mit liv lige nu?”
Herren sagde, "Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre." (Luk. 22,31-32).
Da Jesus vandrede på jorden, kendte han alt til de voldsomme onde kræfter. Satan kom med hvert et våben helvede havde til rådighed for at sigte Jesu disciple. Og han kom også for at friste Jesus.
I første Samuels Bog, kommer David hjem fra kampen med sine mænd, og finder deres by brændt ned til grunden. Byen Siklag, som var Davids hovedkvarter, var blevet angrebet af amalekitterne. Endnu værre var det, at fjenden havde taget familierne til soldaterne til fange. Alle hustruerne, børnene og husdyr var borte.
Da David og hans mænd så dette, satte de sig ned og græd. De var overbeviste om, at deres kære var blevet dræbt i et blodigt holocost. Skriften siger, at de græd til de ikke havde flere tårer.
Det kristne liv er ikke et liv hvor alting kører som smurt. Enhver troende vil opleve strenge tider lige meget hvor hellig man end måtte være. Sandheden er, at jo mere gudfrygtig et menneske er, desto vanskeligere og pinefuld bliver disse strenge tider.
For nylig åbnede Herren mine øjne for en vigtig sandhed om utålmodighed - noget, som jeg aldrig havde set før. Det viser sig i Jesu forklaring af lignelsen om sædemanden:
"Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.
De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind.
Et dejligt ungt par, begge mine åndelige børn, faldt for nylig i synd og blev tvunget til at forlade deres tjeneste. I næsten en uge gemte de sig på et hotelværelse, hvor de græd, led og var fortvivlet over livet. De følte, at Gud havde forladt dem, at venner havde forrådt dem; og de følte sig uduelige i Guds rige.
I det Gamle Testamente, giver Habakkuk os en forunderlig profeti om Endetiden. Denne bedende profets navn betyder, ”omfavnet af Gud.” Skriften indikerer, at Habakkuk var en mand, som trofast kæmpede med Herren i bøn. Og hans profeti kom i en meget umoralsk tid.
”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” (Mat. 10, 32-33).
Bibelen fortæller om Jesus, da han blev døbt i Jordanfloden: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt. 3, 16-17).
Jeg ønsker at fortælle dig om den uhåndgribelige fare der er ved en almindelig tendens blandt mange kristne. På overfladen ser denne tendens måske harmløs ud, men i realiteten kan den bevirke at man lider skibbrud i sit kristne liv. Jeg kalder denne farlige tendens udøvelsen af 'at tage et skridt i den rigtige retning.'
Det er altid godt at tage et trosskridt, når vi har sat vores lid til Kristus. Som en Herrens tjener bifalder jeg altid sådan et skridt. Men Bibelen fortæller os, at der er stor fare, hvis vi ikke tager skridt nummer to med forøget tro.
