Skriften vidner om, at der eksisterer en hunger efter Kristi kompromisløse nåde overalt i verden. Lukas skriver, at da Jesus prædikede på bjerget, kom en stor mængde mennesker. "De var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt." (Lukas 6:18). Disse mennesker kom, fordi de havde hørt om en nådens mand, som kunne helbrede dem.

"Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styrke." (Es. 30:15).

Helligånden giver os styrke, når vi overgiver alle vore behov i Guds hænder og stoler på hans almagt. Vi ser et eksempel på den tillid i moabitter-kvinden Ruth. Efter hendes mand døde, rejste Ruth tilbage til Judæa med sin svigermor, No'omi, som var en ældre enke. De to kvinder levede sammen i ydmyge rammer, og No'omi blev bekymret for Ruths velfærd.

Gennem hele Skriften viser Gud sin nåde gennem åbenbaringer under vores prøvelser, på en måde som vi aldrig kunne forstå i vores gode tider. Guds godhed kommer til sit folk i hårde tider, i problemer, i ensomhed og trængsler. For eksempel var disciplen Johannes "i Jesu favn" i tre år. Det var en tid med hvile, fred og glæde. Men i den periode modtog Johannes meget få åbenbaringer. Han kendte kun Jesus som Menneskesønnen. Så hvornår modtog Johannes sin åbenbaring af Kristus i al sin herlighed? Det skete først efter han blev slæbt fra Efesus i lænker.

Vi har alle hørt, at "Man høster, som man sår". (Gal. 6:7), og det bliver ofte sagt i en negativ sammenhæng. Men der er også en positiv side ved at så: "Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op." (Gal. 6:9).

En lignelse er en historie, som illustrerer en sandhed. Og i lignelsen om talenterne fokuserer Jesus hovedsagligt på de gode ting ved at så, som er, at så i Ånden for at høste evigt liv.

"Og han sagde til dem: »Mærk jer, hvad I hører! Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få i overmål.  For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.« (Mark. 4:24-25).

I 2. kapitel i Johannes Evangeliet, kommer Jesus ind i templet for en handling, som kom til at markere begyndelsen af hans offentlige tjeneste. Det, der skete, var ret dramatisk:

Hvis du siger, du ingen fjender har, så foreslår jeg, at du kigger igen. Selvfølgelig har alle kristne en fjende i Satan. Apostlen Peter advarer os: "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge." (1. Peter 5:8).

I årevis havde israelitterne længtes efter at blive regeret af en jordisk konge, og til sidst tillod Gud det. Han befalede profeten Samuel at salve Saul til konge over Israel: "Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom." (1. Sam. 10:1).

"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste." (Es. 9:6).

På et tidspunkt i sin trosvandring sagde apostlen Paulus, "Jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler." (se Ap.G. 20:23). Faktisk havde Paulus trængsler i hele sit liv. Du undrer dig måske, "Hvordan kan det være? Vi tjener jo en almægtig og sejrrig Gud. Han skal bare sige et ord, for at gøre det muligt for os, at gå sejrende gennem livet, uden problemer overhovedet. Så hvorfor tillader vores kærlige Far lidelser hos sit folk?"