I denne sofistikerede tidsalder har vi svært ved at forstå afgudsdyrkelsen i det Gamle Testamente. Det er utroligt, at læse om intelligente mennesker, som bliver så forblændede, at de ofrer til – og tilbeder håndlavede statuer af træ, sten og ædelt metal. Men det er afgudsdyrkelsens synd, som nedkaldte Gud store vrede over sit eget folk. "Du må ikke gå i forbøn for dette folk… for jeg vil ikke høre dig." (Jer. 7:15).
Da profeten Elisa lå på sit dødsleje, græd Israels konge, Joash, højt over, at landets profetiske lys var ved at gå ud. Han tænkte på Elias store trosgerninger og græd, "Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« (2. kong. 13:14). Elisa gav ham denne instruktion: "Hent bue og pil." (13:15).
Noget af det, der siges allermest i kirken er, ”Gud svarer på bøn!” Men det er kun den halve sandhed. Hele sandheden er, at ”Gud over-svarer på bøn!”
Tag nu Israels børn som eksempel. Hoseas profeterede til Israel ”I er frafaldne, men I er stadig Guds folk. Vend tilbage til Herren og bed.
Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.” (Salme 124:6-8).
Da hyrderne kiggede på babyen i krybben, så de en Frelser, som ville befri hele menneskeheden. Da de vise mænd kom til ham, så de en Konge, som ville besejre døden. Og da profeterne så ind i fremtiden, så den en Befrier som ville åbne fængselsdøre, løsne lænker og sætte fangne fri. De havde alle deres vision af hvem Jesus var, og hvorfor han kom.
“Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.” (Daniel 3:25).
“Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!” (Luk.1:26-28).
Mange mennesker har svært ved at tænke på Gud som en omsorgsfuld, kærlig Far. De kan ikke lade være med at se ham ud fra deres erfaringer med en ugudelig jordisk far eller stedfar. Det er så trist. Men hør hvordan Gud beskriver sig selv for Moses: "Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd." (2. Mos. 34:6-7).
Hvor mange kristne kalder sig krigere uden nogen sinde at være blevet trænet eller prøvet? Vi hører om mange 'bønnekrigere' i dette land. Men den sørgelige sandhed er, at størstedelen af dem aldrig er blevet trænet – de er ikke rede til kamp. Mange sande troende nægter at kæmpe mod djævelen eller gå i kamp mod hans rige.
Når Gud finder en troende med en hunger og et ønske om hans velsignelse, sætter han ham ind i træningssalen og lærer ham at kæmpe. Herren har brug for veltrænede krigere, som vil vinde over alle mørkets kræfter i disse sidste dages krigsførelse.
Enhver sand Jesu efterfølger siger, at han ønsker at gøre Guds vilje. Alligevel tænker de fleste kristne på Guds vilje som noget, der er pålagt dem – noget usmageligt og vanskeligt som de er tvunget til at gøre. De forestiller sig, Gud kræver, at de skal overholde et besværligt sæt regler og betingelser: "Gør det på min måde, eller du overlades til dig selv!" Hvor tager de dog fejl.