"Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud." (3. Mos. 6:7).
Gud har et ønske om, at du skal kende ham! Han vil gerne lære dig at genkende hans stemme fra alle andres. Han åbenbarede og manifesterede sig selv for sit folk, Israels børn, igen og igen – gennem mægtige udfrielser og mirakuløse tegn og undere – og alligevel kendte de stadig ikke deres Gud.
Fristelserne kommer over dig, og du har bemærket, at din modstand mon dem er blevet svagere. Guds ord føles uinspirerede, og din bønneliv er svagt og blodfattigt. Selv din kærlighed til Kristus er blevet underligt tåget. Hvad sker der? Du er måske ved at blive åndeligt lunken – men fortvivl ikke. Der er håb for dig! Frelseren arbejder på dine vegne, for at bringe dig ud af sløvhedens ånd og optænde din ånd på ny.
I 4. Mosebog kapitel 13 og 14 finder vi definitionerne på sand tro og på vantro. De ti spioner, som var gået ind i det Lovede Land, var vendt tilbage med en rapport om, hvad de havde set. "Vi kom ind i det land, du sendte os til. Det flyder virkelig med mælk og honning, og her er noget af dets frugt. Men det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store." (4. Mos. 13:27-28). Så rapporten var både positiv og negativ.
"Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig. Vær ikke som heste og muldyr uden forstand, deres kræfter tøjles med tømme og bidsel, når de ikke vil komme hen til dig." (Salm. 32:8-9)
Vi ved, hvad det betyder, når man siger, at mennesker er "berørt af Gud". Det kan være jævne mænd og kvinder efter verdens standarder, men de har tilbragt tid alene med Gud, og de taler med autoritet og Helligåndens overbevisning. Profeten Daniel var sådan en mand.
Daniel var disciplineret, modig og dygtig. Den almindelige troende føler, at han slet ikke kan være med der. Men Daniel er et eksempel på en stor mand, som var menneskelig med menneskelige skrøbeligheder. Beretningen om ham viser os hvordan vi kan række ud til Gud og få en berøring af ham.
Profeten Esajas prædikede ofte om dom over synd. Han talte om dommens dag og om den fortvivlelse, der vil ramme dem, som lever i oprør. Men midt i en af de mest skræmmende budskaber om Herrens Vredes Dag, stopper Esajas op og råber, "Jeg vil prise Herrens trofasthed … hans store godhed mod Israels hus, som han viste i sin barmhjertighed og i sin store troskab." (Es. 63:7).
Gud skabte mennesket for at have fællesskab med ham. Hans evige formål var, at mennesket kunne få del den treenige kærlighed, accept, mildhed og et dybt kendskab til hinanden. Synden kom ind i verden og ødelagde dette fællesskab; og sammen med det kom skam, fremmedgørelse, adskillelse og håbløshed. Men så trådte Kristus ind på scenen!
Mens jeg gik ned ad en landevej i New Jersey, havde jeg en god samtale med Herren. Jeg græd, "Herre, jeg kan ikke leve med al mulig slags frygt og bekymring. Jeg ønsker at gå fremtiden i møde med fred og glæde og tillid! Jeg ønsker fuldstændig frihed for al frygt og bekymring!"
Helligånden svarede mig: "Nøglen til frihed for al frygt og bekymring findes i to ord – spurve og hår. Husk hvad jeg sagde i Matthæus 10:28-33. "Ikke én af dem (spurvene) skal falde til jorden, uden at Faderen ved det. Og. "Selv jeres hovedhår har han tal på." (vers 29-30).
"Nu ved jeg, at Herren frelser sin salvede, han svarer ham fra sin hellige himmel med sin højre hånds frelsende gerninger. Andre påkalder vogne og heste, men vi påkalder Herren vor Guds navn. De andre synker i knæ og falder, men vi rejser os og holder stand." (Salm. 20:7-9.) (Eng. oversættelse: "Men vi stoler på Herren vor Guds navn", o.a.)