Gud ønsker at bryde igennem til sit folk. Som Skriften forudsiger, så vil djævelen komme ned med stor vrede, fordi han ved, at hans tid er kort. Lige nu har Guds folk brug for en mægtig udgydelse af Helligånden; en overnaturlig berøring som er endnu større end pinsen. Det skrig, der kaldes på nu, blev hørt på Esajas' tid: "Gid du ville flænge himlen og stige ned, så bjergene rystede foran dig,; intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig, som griber ind for den, der håber på ham. (Es. 63:19 og 64:3).

Det vigtigste spørgsmål, som Guds folk står overfor i disse sidste dage, er: "Tror du, at Gud vil føre dig igennem? Tror du, at han kan gøre det nødvendige for at svare på dine bønner og imødekomme dine behov?" Det samme spørgsmål stillede Herren til de to blinde mænd, som bad ham om nåde og helbredelse. "Tror I jeg kan gøre det?" De sagde, "Ja, Herre…. og deres øjne åbnedes." (se Matt. 9:28-30).

Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og … at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu." (Fil. 1:3-5).

Paulus takker Gud for det fællesskab, de kristne har – at de deler med hinanden – at han og Filippermenigheden glædes ved at vandre sammen i tro. Dette evangeliske fællesskab er uforligneligt. Det er kraftfuldt, fordi det er født ved foden af Jesu kors. Gennem ham kommer mennesker fra mange forskellige samfund, stammer og tungemål sammen som ét legeme.

Vi er ikke altid glade for at vente tålmodigt på Guds svar. Mange troende, især amerikanske kristne, ønsker svar med det samme. Vores kød, lige som kulturen vi lever i, ønsker øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men Gud arbejder ofte i vores liv ved at forsinke processen.

I vores tid er både kristne og ikke-kristne familier under et enormt pres for at overholde samfundets normer. Både forældre og børn kæmper under presset fra en verden, der er gået amok i synd og fristelse. Nogle gange befinder vi os i en krig så ensidig, at vi må holde ud, blive i kampen, kæmpe for vores familiers integritet og vores børns sjæl.

En af de mest tragiske vendinger i alle sprog, er udtrykket måske engang. Det indeholder alle de uopfyldte håb og drømme hele denne generation har. Der er så mange bundne, ensomme, knuste, desillusionerede, forkastede mennesker, som venter på at miraklet skal ske.

Apostlen Paulus taler om et stort frafald, som skal komme over verden de sidste dage. Men hvad er frafald? Det er "en afvisning af den sandhed, man engang troede på og proklamerede." Det er ganske enkelt: at falde bort fra Guds sandhed. Paulus taler om det kommende frafald: "Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående.

Jobs Bog indeholder mange spørgsmål, som denne lidende mand stillede til sin himmelske Far, mens han var i sine trængsler. Hvorfor skulle han lide så meget? Hvorfor var hans liv nu meningsløst, når det tidligere havde været så frugtbart og med megen velstand? Hvad var meningen med det hele? Guds svar til Job er kreativt og enestående, idet han svarer med et spørgsmål: "Kan du trække Livjatan op ad havet med en krog? (Job 40:25). I oldtiden var Livjatan et stort søuhyre, et slangelignende monster; og her illustrerer den en kamp af mytiske proportioner.

"Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk." (2. Kor. 12:9). Apostelen Paulus følte sig magtesløs på grund af problemer og trængsler; men selvom han var presset, blev han ikke fortvivlet.  Han var tilfreds under sin magtesløshed fordi det var hemmeligheden bag hans styrke i Kristus. Det var af magtesløsheden han blev stærk.

"Så Peter gik ud og græd bitterligt." (Luk. 22:62).  Her, lige før Jesu korsfæstelse, ser vi Peter græde utrøsteligt, fuldstændig knust over, at han har svigtet. Når alt kommer til alt, var det jo ham, som havde sagt til Kristus, "Jeg er villig til at leve og dø sammen i Jerusalem!" (se Matt. 26:35). Men kort tid derefter benægtede han, at han overhovedet kendte Kristus, og sværgede på det.