Det er nemt, at tage de mirakler for givet, som Gud har gjort i vores fortid. Men Bibelen fortæller os, at vi skal huske på vores udfrielser. Moses´ formaning til Israel efter miraklet ved det Røde Hav, var, ”Husk den dag, hvor du gik ud af Egypten, ud af slaveriets hus.” (2. Mos 13:3 – eng. Oversættelse. Se dansk vers 8).

Det, Herren sagde til dem, var, ”Værn om disse minder, og hver gang du er i en krise, så husk alle de mirakler, jeg har gjort for dig. Husk at fortælle dine børn om dem, så det kan opbygge din tro, og troen hos kommende generationer.”

At tilgive, er ikke noget man gør én gang. Det er en måde at leve på, en indstilling, som vil bringe os ind i det velsignede liv, Kristus har til os. ”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.” (Matt. 5:44-45).

Ifølge Jesus, handler tilgivelse ikke om at vælge hvem, vi vil tilgive. Man kan ikke sige, ”Du har såret mig for meget til, at jeg kan tilgive dig.” Kristus siger til os, “Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (5:46).

Vi kan ikke forstå evangeliet, med mindre vi kender Guds vidunderlige natur. ”Jeg (Paulus) beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår…” (Ef. 1:17-18).

Evangeliet begynder ikke erkendelsen af, at du er en synder, eller at Gud har en vidunderlig plan for dit liv. Det begynder med forståelsen af, hvor nådig vores himmelske Far er.

Enhver diskussion om lidelser og prøvelser må begynde med historiens mest fortvivlende troende - Job – en retfærdig, trofast, gudfrygtig tjener, som var overgivet til bøn og tilbedelse. Men da sorg og trængsler overvældede hans liv, begyndte denne samme mand, da han led allermest, at komme med nogle negative ytringer om Gud. "Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde, tror jeg ikke, han ville lytte til mig. Han jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår for sår." (Job 8:16-17).

I det Gamle Testamente læser vi beretningen om Jakobs hustru Rakel, og hendes desperate længsel efter at få et barn. Hun kunne ikke længere bære tanken om, at skulle leve uden at kende glæden ved at få et barn; og uden at opleve det som var formålet for hende som kvinde i den jødiske kultur. Rakels smerte var ubærlig, og hun råbte til Jakob, "Giv mig et barn eller jeg dør." (1. Mos. 30,1).

David bad, "Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig. Jeg siger til Herren: »Du er min herre, ingen anden end du er min lykke." (Salme 16:1). Det hebraiske ord David bruger for "vogt" rummer meget. Det betyder blandt andet "sæt et hegn op om mig; en mur af torne som værner mig; pas på mig og bevar mig; iagttag alle mine bevægelser, når jeg kommer og når jeg går."

"Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matt. 6:6).

Vi har brug for at forstå dybden og kraften i det Jesus siger, når han taler om, at Faderen ser i det skjulte. Vi kan bede religiøse bønner i håbet om at blive set og hørt som vidunderlige hellige. Men ikke alene hører Gud ikke den slags bønner; han bemærker ikke en gang.

Der findes et sted i Kristus, hvor der ikke er nogen bekymring eller nervøsitet for fremtiden. Hvor der ikke er frygt for katastrofer, lidelse eller arbejdsløshed. Og der er ingen frygt for at miste sin sjæl. Dette sted, hvor der er fuldstændig tillid til Guds trofasthed, kalder forfatteren af Hebræerbrevet, et sted med fuldstændig hvile, eller sabbatshvile.

"Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen." (Matt. 4:1). Hvilket utroligt vers. Matthæus skriver frimodigt, at Guds Ånd ledte Kristus ud i ørkenen, hvor han ville blive mødt af alvorlige fristelser. Endnu mere utroligt er det, er det sker lige efter at Jesus er blevet fyldt med Helligånden. Lige efter han var blevet døbt i Jordanfloden. Da han kom op af vandet, åbnede himlen sig, og Guds Ånd kom ned i skikkelse af en due, og satte sig på hans skulder. "Og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«" (Matt.

Omvendelsen er ofte en følelsesmæssig oplevelse, fordi det er noget helt nyt og specielt. Hvor er det vidunderligt at blive fri for synd og lænker, og komme ind i et helt nyt liv i Kristus.