Jesus græd ved Lazarus' grav selvom han vidste, at han snart ville bringe ham tilbage til livet igen. Faktisk var han netop kommet til Betania med dette ene formål. "Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven." (Johs. 11:35-38).
Gud generer ikke sine børn, når han lover, "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet." (Rom. 8:28). OG han lyver ikke, når han lover, "Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp… Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler." (Salme 34: 16, 18).
"Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag." (1. Mos. 1:31). I 1. Mosebog kapitel 1 og 2 læser vi om Guds storslåede skaberværk. Adam og Eva havde et vidunderligt fællesskab med Faderen i Edens Have – men der var også en slange i haven. "Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt." (1. Mos. 3:1). Denne udspekulerede, bedrageriske skabning, fristede Eva, som fik sin mand med på det. Sammen lyttede de til hans stemme.
"Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod." (Matt. 14:22-24).
Stefanus så, at himlen var åben, og han så Guds Søn på tronen, hvis herlighed blev afspejlet på ham, så alle omkringstående kunne se det. "Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«" (Ap.G. 7:55-56).
Stefanus repræsenterer det, som en sand Kristen burde være: en, som er fyldt af Helligånden; som har sit blik fæstet på Jesus; en, som afspejler den herlighed på sådan en måde, at alle som ser det, bliver forundrede.
Johannes Døberen definerede sin tjeneste meget enkelt, da han sagde, "Jeg er stemmen som råber i ørkenen." (Johs. 1:23). Denne den Højestes tjener, som ifølge Skriften var "den største, og mest velsignede, blandt kvindefødte" (Matt. 11:11), var den største af alle profeterne og en ærbødig forkynder af retfærdighed.
"Han gør en ende på krigene." (Salme 46:9). Sikke nogle dejlige nyheder for et Guds barn, som er såret og slidt op af krigsførelse. Kampen i vore sjæle er hans kamp, og kun han kan gøre en ende på den. Vores kærlige Far vil ikke tillade, at vores kød, eller djævelen, truer os til nederlag.
"I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet…. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige. (Ef. 6:10-12, 18).
Der er en spændende beretning i det Gamle Testamente, som fint illustrerer hvad det vil sige at blive bevaret ved Guds kraft. Vi finder den i 2. Kongebog kapitel 6.
Jeremias var en af det Gamle Testamentes store profeter. Hvert et ord, han prædikede, var som et skarpt sværd der skar i kødet. Han gjorde politikerne og de religiøse ledere så vrede, at de smed ham i fængsel.
Men hele tiden kiggede denne grædende profet fremad til den dag, hvor Gud ville besøge sit folk og ændre deres hjerter. Jeremias vidste, at Gud havde medlidenhed med sit folk, og elskede dem med en evig kærlighed.