Mærkeligt nok, så elsker Gud, at vælge de mest usandsynlige, utrænede og alt-andet-end-perfekte mennesker til at gennemføre de mest utrolige opgaver. Abraham løj, da han var under pres; Moses dræbte en mand, før han blev Israels befrier; kong Davids familie anså ham kun for at være en hyrdedreng, og Peter var en fisker uden nogen form for religiøs skoling.

I dag er der mange stemmer i menighederne, som siger, at kristne skal vise en ny slags kærlighed. De taler om en kærlighed, hvor den bibelske sandhed gradbøjes for at passe ind i tidsånden. Ifølge deres evangelium, er det ikke nødvendigt med forandringer i personligheden, når man er kristen. Faktisk mener de, at der slet ikke er behov for anger. Tværtimod er målet, at fjerne alle anstødssten fra evangeliet og præsentere det så mennesker ikke finder nogen forhindringer i forhold til at acceptere Kristus i deres liv.

Føles det som om det er længe siden, du har hørt fra Herren? Synes han helt tavs, mens opfyldelsen af de løfter, han har givet dig, føles langt borte? Måske var du fuld af tro i begyndelsen, og troede Gud, da han sagde, "Jeg vil udfri dig. Jeg vil bruge dit liv til min ære." Da han gav dig disse løfte, jublede du i dit hjerte, og du følte dig stærk. Men nu, hvor Gud er tavs, spekulerer du på, hvad der skete med hans ord til dig.

"Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt." (Johs. 17:24 – min fremhævelse). Jesus bad for sine disciple – og det inkluderer os. Han spurgte Faderen om, vi måtte se hans herlighed, så vi kunne komme til at kende ham.

"Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg." (Es. 58:6). Gud siger, at den faste, han ønsker, begynder i vores egne hjerter. Vi er i stand til at modtage noget overnaturligt fra Gud – frihed fra undertrykkelse og alle slags lænker.

"Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk… (han tilsvor) at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage." (Luk. 1:68, 74-75).

Johannes Døberen var en Ordets mand. Han tilbragte hele sit liv med at granske Skrifterne i ensomhed og grunde over loven. Han viste hen mod Jesus, og sagde, "Se det Guds Lam." (Johs. 1:29). Han havde set Helligånden dale ned over Kristus som en due; og han havde hørt Faderens stemme erklære, at Jesus er hans søn. Men nu var Johannes blevet fængslet. Han kraftfulde, salvede tjeneste var blevet bremset af den onde kong Herodes (se Luk. 3:19-20). Nu var den folkemængde, som havde fulgt Johannes, væk; og "stemmen, som råbte i ørkenen" var blevet tavs.

Gud glæder sig ikke over sine børns prøvelser. Bibelen siger, at Kristus føler med os i alle vores prøvelser, og bliver berørt af hvordan vi har det. I Åbenbaringsbogen 2:9 siger han til menighederne, "Jeg kender din trængsel og din fattigdom." Det, han siger, er, "Jeg ved hvad du gennemgår. Du forstår det måske ikke, men jeg ved alt om det."

Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver, og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver. .. Stands, og forstå, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden! Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor borg. (Salme 46:2-4, 11-12).

“Vær stille og forstå, at jeg er Gud!” Der er et utroligt vers, som har givet inspiration til mange salmer og mange prædikener. Men hvad betyder det egentlig at være stille? Betyder det, at man ikke skal foretage sig noget?