De fleste kristne ønsker at høre og kende Guds stemme, og Gud ønsker bestemt at tale til sit folk. Men mange troende bliver distraheret af et idol – en favoritpræst, lærer eller evangelist – som kun siger gode og pæne ting til dem. Men hvis man skal lære Faderens stemme at kende, må man komme direkte til han uden en mellemmand.
Forestil dig en boksetræner, som tog bokseren med til en isoleret træningslejr, og brugte en hel sæson på at gøre ham klar til den store kamp.
“Du skal ikke bekymre dig! Jeg er ved din side hele tiden. Her er en liste over store boksere fra fortiden. Du skal bare studere alt, hvad de gjorde, så behøver du ikke træne så hårdt selv. Du er en vinder og hvis du følger mine instruktioner og husker de diagrammer, jeg har lavet til dig, så kan du gå i ringen mod hvem som helst og vinde over ham!”
Gud gør ofte det umulige, når Guds folk befinder sig i en helt umulig situation! I sådanne situationer, må vi tage et bevidst valg om at tro ham, og det som kommer ud af vores mund, må være det, som Gud har talt – vi kan ikke være tavse. Jeg tror, at vi nu lever i sådan en tid.
I Salme 115, tegner salmisten et dystert billede. Han siger, ”De døde lovpriser ikke Herren,
de som gik ned i stilheden.” (Salme 155, 17). At gå ned i stilheden, betyder på hebræisk, dem der ikke kan tale.
“Jeg håber ved Herren Jesus, at jeg snart kan sende Timotheus til jer, så at også jeg kan være ved godt mod, når jeg hører, hvordan det står til hos jer.” (Fil. 2, 19).
Her sad Paulus i sin fængselscelle i Rom, uden at tænke på sin egen komfort eller sin vanskelige situation. Det eneste han var optaget af, var den åndelige og fysiske tilstand hans folk befandt sig i, og han sagde til dem, ”Jeg får det først godt, når jeg hører, at I har det godt – i ånd og i legeme. Så jeg sender Timotheus for at se til jer på mine vegne.”
Der er alvorlige konsekvenser forbundet med at forsømme at bede. Skriften siger, ”Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?” (Hebr. 2,3)
Jeg ved hvordan det er, når en kilde af levende vand bliver kvalt ved udspringet, tørrer ud og fjerner alle velsignelser fra mit liv. Det er sket i perioder, hvor jeg har forsømt at bede. I disse perioder, havde jeg stille stunder, men ingen inderlighed i bøn. Jeg lod livets bekymringer stjæle min tid med Herren.
Da disciplene sagde til Jesus, ”Herre, lad os bede.” (Luk. 11, 1), var det fordi de virkelig ønskede, at bede på en måde som glædede ham. I dag er der også mange kristne, som virkelig gerne vil være trofaste i bøn – men de ved ikke hvordan. Hvis de ikke har forstået det vigtige formål bønnen har, kan de ikke bevare et meningsfuldt bønneliv.
Gennem tre års tjeneste, helbredte Jesus de syge; gav blinde synet; oprejste de døde; brødfødte tusindvis af mennesker; prædikede de gode nyheder for de fattige; og lærte folkene sandheden om deres himmelske Far. Alle disse ubegribelige ting skete på grund af Sønnens lydighed mod Faderens vilje.
Gud bedrøves mere i sit hjerte over vantro end over nogen anden synd. Vi kristne er meget opmærksomme på kødelig synd, men Gud er optaget af synden i hjertet – der hvor man tvivler på hans Ord og sætter spørgsmål ved hans trofasthed. De vigtigste ting i livet og døden har mere at gøre med, hvordan en person tænker, end hvad han gør.
De fleste af os, begyndte vores kristne liv i troen på, at Gud har alt det, vi behøver. Punktum. Vi var helt klar over, at vi ikke havde nogen andel i, at Gud kan acceptere os. Hans frelse var en gave – alt, vi skulle gøre, var at tro og modtage. Men så blev det lidt mere kompliceret at følge Kristus. Idet vi blev opmærksom på vores fejl, vendte vi os ikke til ham, men til os selv! Og det er derfor Paulus opsummerer sin undervisning til Galaterne således: ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. (Eng. Vandre i takt med Ånden. o.a).
Salmisten David minder os om Guds storhed, selv når prøvelserne skyller ind over os. De oversvømmelser, vi ser nu, er overvældende, men Gud regerer over hele naturen. Kun han har kontrollen.
David sætter ord på bønnerne, som kommer fra dem, som føler deres sjæle er ved at gå under i en rivende strømflod: ”Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen, jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig.” (Salme 69, 1-3).