Vi har en omsorgsfuld, kærlig Far, som bliver rørt over vores skrøbeligheder. Selv Jesus græd i sin prøvelses stund. Han kender vores smerte fra sig selv, og han har sendt sin Hellige Ånd til at trøste os, og tale håb og fred til vores sjæl.
Interessant er det, at verden iagttager os, når vi står overfor udfordringer, og forventer vi synger en sang, selv i den værste stund. Det ser vi et eksempel på i Skriften.
Sejrssange der bliver sunget efter sejren er vundet, er ikke sunget i sand tro. Hvorfor? Fordi vores tvivl ikke får dødsstødet ved oplevelsen af sejr. Ser du, når vi oplever en sejrrig udfrielse, føler vi en midlertidig fornemmelse af taknemmelighed. Vi er helt naturligt glade, fordi vores Gud nådigt har handlet på vore vegne på trods af vores tvivl. Men hvad sker der med vores tvivl? Den synker bare dybere ned i hjertet.
Lad der ikke være nogen misforståelse: Vores Gud er en omsorgsfuld og kærlig Far. Der er en tid til at græde, en tid til at lufte vores frygt. Og lige nu bliver mange, som tilhører Kristi Legeme overvældet af frygt for fremtiden; frygt for at de ikke klarer den.
Som pastor gennem mange år, tager jeg ikke let på dette. Jeg har ofte bedt, "Herre, befaler du dit folk at glædes, når de er arbejdsløse og mister deres hjem? De er fortvivlede, fordi de lider. De har ikke lyst til at synge. Kan du ikke give dem lidt snor?
Ved det Røde Hav var Guds folk nedsunket i fortvivlelse. På det tidspunkt måtte Herren have ønsket, der var en som Gideon, som rejste sig op i denne lejr, fyldt med frygt, for at minde alle om Guds trofasthed i fortiden. Få generationer senere havde Gideon kun en lille hær på trehundrede mand mod en stor hær, alligevel råbte han i tro før kampen (se Dommerbogen 6 og 7). Ser du, set i forhold til Herren, så er det i den mørkeste tid, man skal stå fast. Det er når alt ser håbløst ud, når der tilsyneladende ikke er nogen udvej, når det kun er Gud der kan frelse og udfri.
Fanget mellem to bjerge og med det Røde Hav foran sig, var Israels børn i en håbløs situation, da en vred Farao med sine stridsvogne kom imod dem bagfra.
Det er en kendt beretning, som du har hørt om i hele dit kristne liv. Gud måtte lede Israel ind i denne rædselsfulde krise, hvor de blev jaget af en frygtelig fjende. Det synes utroligt, men Gud havde med vilje bragt sit folk til lige præcis dette vanskelige sted. Jeg tror, det er en beretning, som har stor betydning for menigheden i dag, og faktisk præcis er det sådan en tid, vi lever i.
David srev i en salme, at Herren, "bestemmer stjernernes tal og kalder dem alle ved navn." (Salme 147, 4). Tænk på det: David fortæller os, "Når du har smerter, så stands og kig op. Og du vil indse, "Hvis Gud kan gøre dette, kan han også møde mit behov."" Jeg er enig. Hvis du i din smerte fokuserer på Guds majestæt, vil du modtage mere end noget svar nogen som helst prædikant vil kunne give dig.
I menighederne i hele New York City genopstår bedemøderne. Hvem havde troet det kunne ske i "Syndens By"? For ikke så lang tid siden var over 50.000 troende samlet på Times Square for at bede. Og kristne konferencer, over hele verden, bliver til improviserede bedemøder.
I Johannes Evangeliet 2 er Jesus og hans disciple inviteret til bryllup i Kana.
"Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«" (Johs. 2, 1-4).
Herrens familie havde tydeligvis også modtaget en invitation fordi Jesu mor Maria var også til stede. Maria kom endda til ham med en anmodning: "Værten er løbet tør for vin."
"Da der i de dage blev stadig flere disciple …" (Ap.Gern. 6, 1).
Lad mig bare slå tonen an for dette skriftsteds baggrund. Det var i menighedens første tid, måske kun uger, allerhøjest få måneder efter pinsen, og menigheden var i kraftig vækst. Tre tusinde mennesker var blevet frelst på bare én dag! De begyndte at mødes i hjemmene; og det var ikke kun jøder, hedningene blev også frelst. Også samaritanere og etiopiere blev troende, så mange forskellige kulturer kom sammen; kulturer, som ikke var vant til at have noget med hinanden at gøre.
I Åbenbaringsbogen omtaler Kristus sig selv som "HAM SOM ÅBNER OG LUKKER DØRE" (se Åb. 3,7). Det var i et brev til menigheden i Filadelfia, en menighed som Herren roste for at have udholdenhed og aldrig have fornægtet hans navn. Sagt på en anden måde, så havde disse mennesker stået fast på Guds Ord selv under prøvelser. De anklagede ikke Herren for at svigte dem, eller vende det døve øre til deres råb.