Jeg kunne ikke forkynde et budskab om at “vente på Guds kraft”, hvis jeg ikke vidste det er sandt. Min hustru, Kelly og jeg har sådan en erfaring. Jeg har før skrevet om vores søn, Elliot, som var afhængig af heroin. På et tidspunkt var han hjemløs. Vi forsøgte, at hjælpe ham gennem afvænningsprogrammer, og vi kontaktede mennesker, som kunne være i stand til at nå ham, men intet så ud til at nå igennem til ham. Mange nætter har Kelly og jeg grædt os i søvn over, det som var en af det vanskeligste perioder i mit liv.

Paulus talte om det håb, da han skrev: “husk, at I dengang var adskilt fra Kristus … og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I … ved Kristi blod kommet nær. FOR HAN ER VOR FRED.” (Ef. 2, 11-14 – min fremhævelse).

Vi har brug for sønderbrudthed og ydmyghed for fortsat at kunne vandre i tro: “Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.” (Salme 34, 19).

Faderen sagde om Jesus, “Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.” (Matt. 3, 17). Apostlen Paulus minder os om dette igen og igen i sine breve, og lærer os, at Jesus er den eneste vej til retfærdighed i Guds øjne.

Hvordan kan de troende overhovedet stå fast midt i det kaos? Hebræerbrevets forfatter svarer på det: Vi må se Jesus i alt, som sker i vores liv. (Se Hebr. 2, 9).

Instruktionen var meget enkel: “Bliv i byen.” Men læg mærke til, han bruger ordet indtil. Det Jesus sagde, var, ”Jeres liv vil forblive det samme indtil Helligånden kommer over jer med kraft.”

Fjenden kommer som en strømflod imod hellige, som ikke har nogen del i mørket. Satan kan få det til at se ud som om alt i deres liv falder fra hinanden: deres bønner bliver hindret, himlen synes helt lukket, og prøvelserne kommer ind fra alle sider. I sådanne tider, er der måske en hvisken i deres hjerter: ”Du mangler tro. Hvis du bare troede mere – hvis du var tættere på Jesus, hvis dine tanker ikke var så onde -  så ville intet at dette ske for dig. Du ville være ovenpå, ligesom dem du ser omkring dig. Du ville have overflod og høre tydeligt fra Gud.”

“Men jeg har bedt for jer, at jeres tro ikke må svigte” (Luk. 22,32). Jeg synes, det er et af de mest opmuntrende vers i hele Skriften. Peter gennemgik en alvorlig prøvelse og Jesus forsikrede ham om, at uanset hvad han skulle gennemgå, så ville hans tro ikke svigte.

Selvom Peter havde fornægtet Kristus, havde Gud ikke forladt ham – ikke et eneste øjeblik. Denne engang frygtløse discipel, som nu var nedbrudt og fortvivlet over sin fejl, var på intet tidspunkt ladt alene. Og min kære ven, det er vi heller ikke!