Hvis du ikke gør op med din tvivl, vil du blive overgivet til en ånd af brokkeri og fortrædelighed. Du vil komme til at leve og dø i fortrædelighed, fordi din tvivl kan ikke bare undertrykkes. Den skal hives op ved rødderne!

Kun tre dage efter Israels udfrielse fra Egypten, stod de overfor en ny prøvelse. De havde sunget, spillet på tamburiner og vidnet om Guds mægtige kraft og styrke. De pralede af, at han ledte dem og beskyttede dem – os så ankom de til Mara, som betyder "bittert vand."

I dag ønsker folk at være alt andet end tjenere. Faktisk går hele idéen om tjenerskab i mod deres stolthed. Et populært skriftsted siger: "Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving" (Gal. 4, 7).

Hvad siger Paulus egentlig her? Han forklarer, at en søn, som er blevet opdraget rigtigt, ved han er kongens lovmæssige arving, med alle de rettigheder der følger med den position. Men han elsker sin far så meget, at han vælger tjenerrollen.

Når du har lukket dig inde i lønkammeret med Gud i bøn, vil Helligånden altid lede dig til Guds åbenbarede Ord. Kristus er det levende Ord og han vil opbygge din tro.

Vi bliver befalet:

"Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. . . . Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. . . . Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. . .” (Ef. 6, 11, 13 og 17).

Mange kristne lytter ikke til Gud. De kommer til ham og taler! Men Skriften viser, at enhver person, som nogensinde er blevet brugt af Gud, har lært at blive i Guds nærhed, til han har hørt fra ham.

Skriften gør det klart, Herren ønsker at tale med os alle. "Med egne ører skal du høre et ord, der lyder bag dig:  »Her er vejen, den skal I følge!«  I vil jo til højre, og I vil til venstre" (Es. 30, 21).

Som en lille døende pige med leukæmi, der kæmpede med tanken om døden. Men en morgen, da hendes mor kom ind i hendes værelse, strålede den lille pige og var glad.

"At bede igennem,” er et udtryk, som blev brugt af de første pinsefolk. For nogle betød det, at blive på sine knæ, til man havde modtaget et svar fra Gud. For andre betød det, at blive ved med at bede om det samme, til Herren havde givet et svar. (Det blev også kaldt "udholdenhed i bøn.”)

Som ung dreng, når jeg var på stævner, kunne jeg høre mennesker vidne, "Jeg vil gribe fat i hornene på alteret, og jeg vil ikke give slip, før Gud svarer mig." Men jeg tror ikke, at det er den sande udlægning af at "bede igennem."

Herren ledte mig til at læse kapitel to i Nehemias' Bog, og jeg så noget, som jeg aldrig før havde set. Dette kapitel indeholder en opmuntrende beretning til alle, som kommer til Herren med et tungt hjerte.

Nehemias var mundskænk for kong Artaxerxes i Persien. Det betød, at han smagte på vinen, inden den blev bragt til kongens bord, for at sikre at vinen ikke var forgiftet.

Elisa blev profet efter Elias. i 2. kongebog kapitel 4 kan vi læse om, da Elisa stod overfor en af sine første store tests. En søn af et shunemitisk par var død, og i desperation råbte drengens mor til Elisa, "Jeg har bedt og fastet, men jeg har intet modtaget fra Herren. Jeg forstår ikke, hvorfor Gud gør dette. Det er mere end jeg kan bære. Jeg kan ikke mere. Jeg er helt kraftesløs."

"Uden tro er det umuligt at behage ham." Jeg tror inderligt på, at vantro er noget af det mest ødelæggende i moderne kristendom. Vantro kvæler og blinder os. Den luller os i søvn, og indfanger os langsomt og ubønhørligt mere og mere, som årene går, til vi ender med at acceptere det uacceptable.

"Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham.  Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt" (Jer. 17, 7-8).

Vi ser i vers 8, at den, som stoler på Gud i svære tider, er "plantet." Han har dybe rødder, er stabil og bærer frugt; er altid grøn og frisk. Når omstændigheder i hans liv byder på tørke og problemer,  bliver han ikke bange.

“Han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke” (1. Peter 2, 23).

Det er en stor sandhed forbundet med Kristi lidelse, idet han aldrig forsvarede sig selv mod dem, som behandlede ham dårligt. Han straffede ikke nogen, og han truede dem ikke på nogen måde.