"Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! " (Ef. 1:1-2). Paulus var udvalgt. Han var kaldet fra det liv, han levede og blev forandret til noget helt andet. I ovenstående hilsen til de hellige, giver han lang velsignelse, hvor han taler om alt, han har på hjerte, vedrørende Jesus storhed og godhed. (se vers 3-14).
"Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi." (Ap.G. 5:15).
Det Nye Testamentes menighed blev født i herlighed. Helligånden kom over den med ild, og de første kristne talte i tunger og profeterede. Gudsfrygt kom over alle dem, som så dem, og tusinder omvendte sig. Det var en triumferende menighed, som ikke var bange for Satan, som var uærbødige overfor afguder, som ikke lod sig gå på af trængsler og forfølgelse. Det var en menighed, som var renset i blodet – som levede og døde sejrende.
Herren ønsker et intimt fællesskab med sine kære børn. Han længes efter at være alene med sit hjertes kærlighed. "Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matt. 6:6).
Stolthed er det Gud hader allermest. "For alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden." (1. Johs. 2:16).
De fleste kristne indrømmer, at de ikke har nået målet, og at der er områder i deres liv, som har behov for forbedring, men meget få kristne anser sig selv for at være stolte. Stolthed er uafhængighed – ydmyghed er afhængighed. Stoltheden er ikke villig til at vente på, at Gud handler til sin tid og på sin måde. Stoltheden får en til at tage sagen i egen hånd, når man synes, at Gud ikke arbejder hurtigt nok.
"Og nu ved jeg, at I ikke mere skal få mig at se, alle I, som jeg kom til og forkyndte Riget." (Ap. G. 20:25).
Paulus havde uophørligt undervist i evangeliet om Jesus Kristus. Han havde undervist menighederne dag og nat. Han havde været udsat for alvorlig forfølgelse alle steder, og Helligånden havde vist ham, at han ville komme til at lide martyrdøden. Han samlede de ældste i menigheden i Efesus; og mens han viste sin kærlighed til dem, gav han dem også en meget vigtig instruks.
Når vi beder, er det vigtigt at skelne mellem fire forskellige anvisninger fra Herren. Det kan give os den banebrydende timing, vi har brug for, for at gøre hans vilje. For enhver given bøn eller aktivitet i vores liv er vi nødt til at skelne mellem, om Herren siger en af disse fire ting:
David sagde om sin Herre, "Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender." (Salm. 23:5). Jesus sagde, "Og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige." (Luk. 22:29-30).
"Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne." (2. Mos. 12:13).
Jabbok , det sted, hvor Jakob kæmpede med Gud og overgav sig fuldstændigt, er et eksempel på et sted, hvor kristne udkæmper deres private krige. Der er ingen rådgivere, ingen venner, ingen hjælpere – kun Gud og dig. Ved Jabbok fjernede Jakob sin sidste afgud, og vandt sin største sejr. Og det var her, han modtog sin nye personlighed, sit nye sindelag og fik sit nye navn – Israel.